Abonnementsartikel

Bert Wuytack fra Belgien benytter fire turbine-motorer fra en russisk MIG-helikopter på hans traktortrækker. Motorerne er finmekanik i særklasse, og med en standardydelse på 1.500 hestekræfter pr. turbine sendes hjulene på Baby Duck rundt med 160 kilometer i timen

I tractorpulling gælder det om at have hestekræfter under hjelmen – masser af hestekræfter. Og når det kommer til drivkraft i sporten, er deltagerne delt op i to lejre, når det gælder de modificerede klasser.

Der er stempel-motorer, og så er der turbine-motorer. Bert Wuytack fra Belgien er én af dem, der sværger til turbine-motorer. Han ejer traktoren Baby Duck, der kører med fire turbiner fra en russisk MIG-helikopter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den unge belgier har kørt traktortræk i 12 år. Og har de seneste to år været med i Euro Cup’en efter en pause. Han kører 4.500 kg modificeret, og Maskinbladet fik lejlighed til at interviewe Bert Wuytack under Europa Cup-stævnet i Herning for nylig.

- Min far startede i 1996 med at køre Tractorpulling. De første to år foregik det med en V8-motor, men den blev skiftet ud med turbine-motorer, og dem har vi kørt med lige siden, fortæller Bert Wuytack.

De fire turbiner har en standardydelse på 1.500 hestekræfter pr. styk, så Baby Duck har så rigeligt de første 6.000 hestekræfter hjemme. Helt præcist hvor mange hestekræfter, traktoren har, er ukendt.

Kompleks teknik

Et blik hen over motorerne på traktoren afslører en del mekanik, rør og andre små finurligheder. Og det er da også den komplicerede teknik i turbinen, som tiltrækker det belgiske team.

- Vi er meget interesseret i teknikken i turbine-motorer. Men det kræver stor forsigtighed og en god portion viden at begynde at skrue i dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Blot et par sekunders kørsel med en turbine, der er forkert indstillet, kan brænde hele motoren op, så man skal tænke sig om, inden man skruer, pointerer Bert Wuytack.

Og man forstår godt Bert Wuytack. Da Baby Duck-teamet for 10 år siden købte de fire turbiner, gav de 40.000 euro pr. styk, svarende til cirka 300.000 kroner. Dertil kommer de sikkerhedsmæssige risici ved at skrue på de højtydende turbine-motorer.

- Da vi i sin tid købte motorerne, fik vi hjælp til at montere dem. Vi har også de komplette værkstedsmanualer over motorerne, så vi er sikre på, vi ikke justerer de forkert steder, forklarer han.

10 år efter købet af motorerne har team Baby Duck dog efterhånden selv en stor viden om motorerne. Men at starte hver turbine op kræver dog stadig en computer, der udfører hver enkelt handling i en specifik rækkefølge.

- Vi har en PLC-styring til at starte, styre og stoppe hver turbine. Alt skal startes op i forskellige sekvenser, og det gør computeren for os. Styringen har også den fordel, at den overvåger alt på motorerne. Disse data kan vi trække ud og se, hvordan hver enkelt turbine kører, og vi kan også se, hvis der er fejl på dem, fortæller Bert Wuytack.

Artiklen fortsætter efter annoncen

160 kilometer i timen

Hver turbine har to hovedelementer. Forrest sidder kompressordelen, der roterer med 15.000 omdrejninger, og bagerst sidder forbrændingsdelen, der roterer med 12.000 omdrejninger.

Hver motor er forbundet til en gearboks, der sender de mange kræfter videre til de to store bagdæk. Når turbinerne snurrer for fuld kraft, giver det en rotationshastighed på dækkene på 160 kilometer i timen.

- Turbinerne har både fordele og ulemper i forhold til vores konkurrenter med stempelmotorer. Vores fordel er, at turbinemotorerne stadig trækker ved fuld kraft, selvom banen er hård og hastigheden på dækkene går lidt ned. På en traktor med stempelmotor vil omdrejningerne på motoren falde i takt med hjulhastigheden.

- En anden fordel er, at der er meget lidt slid på en turbine-motor. Den mister kun nogle få hestekræfter hvert år på grund af støv i luften. Men ellers er der ikke mange dele i selve turbinen, der slides op, fremhæver Bert Wuytack.

- Ulempen ved turbinerne er, at det er enten eller. Når vi først holder ved starten med fulde omdrejninger og udløser bremsen i transmissionen, så er det fuld gas hele vejen. Vi kan ikke slække på gassen halvvejs, hvis det er nødvendigt, fortsætter Bert Wuytack.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senere på dagen lavede Baby Duck et fint resultat på banen i Herning. Det blev til en sjetteplads ud af 14.