Debat: Iltsvindsdebat er ikke en pryd for den offentlige samtale

Den sidste gode måneds offentlige debat om iltsvind og kvælstof har været et lærestykke i, hvordan en offentlig debat om et svært tilgængeligt emne kan løbe ganske meget af sporet.

Cocktailen af en vigtig miljøsag, populistiske politikere, forudsætningsløse journalister og en politiserende miljøforsker, der får lov at agere politisk analytiker og historier har været uskøn og useriøs. Der er dog grund til at rose Berlingske, der har haft vilje til at grave et spadestik dybere og levere en nuanceret dækning.

Danske planteproducenter er kontrolleret i alle ender. Ikke en milliliter gylle er spredt uden at der er ført regnskab og myndighederne kan se med i kortene. Dermed foregår landmandens gødskning af markerne helt efter myndighedernes krav og bestemmelser, og tabet af kvælstof til vandmiljøet er mere end halveret siden 80'erne.

Der er ikke en eneste landmand i Danmark, der nyder at se fjorde og indre farvande lide under iltsvind, og betydningen af kvælstof fra landbruget spiller en rolle i nogle områder, mens store havområder i Kattegat og Østersøen nok i højere grad er påvirket af bidrag fra vores naboer omkring Østersøen. Men lad os nu få de gode erfaringer fra de forskellige fjordsamarbejder omkring tidslighed og presfaktorer i spil i det videre arbejde.

Se også:

L&F finder ny plantedirektør i egne rækker

Vi kan til gengæld konstatere, at ingen ved hvad andre presfaktorer reelt betyder. Statsrevisorerne har fx lige været ude med en sønderlemmende kritik af forsyningsselskabernes kontrol med overløb. Skråsikkerheden i forhold til landbrugets rolle er tankevækkende. For reel viden er der ingen af.

Den del af kvælstofindsatsen, som er afhængig af myndighedernes indsats, halter desværre.

Landmand Henrik Bertelsen har kæmpet i over 8 år med at få udtaget lavbundsjord i et projekt, der skal være med til at mindske udledningen af klimagasser fra de dyrkede arealer, og som samtidig også kan være med til at binde kvælstof inden det finder vejen videre ud i vandmiljøet.

Otte år er vanvittigt længe. De offentlige møllehjul maler alt for langsomt. Men skylden parkeres i offentligheden hos landmændene.

I medierne har grønne organisationer og politikere harceleret over at der kun er udtaget 187 hektar og fremført det som bevis for at landbruget ikke kan levere, når det kommer til frivillige løsninger. En dagsorden, som mange journalister desværre ikke har haft lyst til at trykprøve.

Det er forstemmende, hvor svært det er at trænge igennem med budskabet om, at der er over 30.000 ha lavbundsarealer i proces med udtagning, men at bøvl og bureaukrati spænder ben for en hurtig udtagning. Tingene skal selvfølgelig være i orden, men skal det virkelig være en bundkote på plus minus 5 cm i et minivådområde, der skal bremse gode initiativer?

Nu ser vi frem til arbejdet fra landbrugsaftalen med outputbaseret regulering og et biomassebaseret index, der kan give mere mening i reguleringen. Og så skal vi have koblet godt landmandskab foran, som traktoren, der kan trække omstillingen. Plantesektorbestyrelsen har netop sammen med SEGES Innovation taget et par nye spadestik på den dagsorden.

Der er ikke en snuptagsløsning, der kan hives op af tasken. Det kommer til at kræve blod og sved. Forhåbentlig kan vi nå sikkert i mål, og spare en masse tårer.