Abonnementsartikel
Landbrugsjord giver hektarstøtte, men kun hvis der dyrkes korn. Juletræsproducenterne kigger mod udlandet efter billigere jord.
Efter en lang periode med faldende indtjening, hvor mange juletræsproducenterne har måttet give op, ser det ud til, at de sidste to års stigende efterspørgsel på juletræer vil fortsætte.
Producenterne glæder sig, men mange vælger alligevel enten at købe jord i udlandet eller dyrke korn i stedet for.
Juletræernes primære konkurrent hedder den danske landbrugsstøtte, idet producenten mister et tilskud i størrelsesordenen 2.300 kroner pr. hektar, når der plantes juletræer på landbrugsjord i stedet for at så korn.
- Jeg kan godt forstå, at mange af vore medlemmer køber jord i udlandet, siger direktør Kaj Østergaard, der er formand for Dansk Juletræsdyrkerforening.
Han peger på, at jorden i både Frankrig og England er meget billigere end herhjemme. Og så er man tættere på aftagerlandene.
Til udlandet
- Vi ser også en stor interesse for at købe jord i de tidligere østlande. I lighed med svineproducenterne kigger vore medlemmer på Polen, Rumænien og Bulgarien. Problemet er blot, at klimaet i Centraleuropa ikke er helt så ideelt for juletræer som i England og Frankrig, fortæller Kaj Østergaard.
Usikkerheden på prisudviklingen er en anden faktor, som får juletræsproducenterne til overveje at skifte afgrøde.
- Man skal være meget modig, når man har med juletræer at gøre. Tidshorisonten er otte til ni år, inden træerne er klar til salg. Og hvordan er priserne så til den tid?
- Korn bliver naturligt nok et interessant alternativ - især med de kraftige prisstigninger, vi har set, fortæller Kaj Østergaard.
Varmere klima
Ganske vist klarer rødgranerne ikke det lunere og vådere klima, vi har fået. Men det betyder mindre, da efterspørgslen på rødgran er meget lille, fortæller Kaj Østergaard.
- Nordmanns-granerne har det fint i vores klima, og da der er samtidigt er stor efterspørgsel på disse træer, ser det godt ud for juletræsavlerne, oplyser Kaj Østergaard.