Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
35 Arla-gårde inviterer til Åbent Landbrug
Klap en kalv, lær om grønne initiativer og bliv klogere på, hvor maden kommer fra. Det er blot nogle af de ting, familier fra hele landet kan opleve søndag den 17. september, når 35 Arla-landmænd åbner stalddørene for en hyggelig og lærerig dag til Åbent Landbrug, hvor flere end 85 gårde deltager, det skriver Arla i en pressemeddelelse.
År efter år strømmer flere tusinde danskere til gårdene, og i år forventes op mod 80.000 voksne og børn at finde vej til en af landets gårde, heraf cirka 60.000 gæster til Arla-gårdene.
- Det er fantastisk, at danskernes interesse for og nysgerrighed over for landbruget er så stor, som den er. Og det betyder utroligt meget for os, at vi kan åbne stalddørene for danskerne og lade dem se med deres egne øjne, hvor maden og mejeriprodukterne kommer fra, før de lander på tallerkenen og i glasset, siger Henrik Lilballe, der er landedirektør i Arla.
For udover sjove aktiviteter og lækre smagsprøver, er begivenheden en unik mulighed for at vise danskerne, hvordan et moderne landbrug ser ud i dag.
- Arla-landmændene er i fuld gang med at implementere konkrete bæredygtighedstiltag rundt omkring på gårdene, og det fortæller de gladeligt om til de mange nysgerrige gæster, der også gerne vil blive klogere på den del af landbruget, siger Henrik Lilballe.
En festlig og lærerig dag
Nørupgård i Jordrup nær Kolding er en af de gårde, der åbner stalddørene til Åbent Landbrug i år. På gården, der huser 650 sortbrogede køer, bor 35-årige landmand og driftsleder Peter Schelde, og han og familien glæder sig til at fortælle de nysgerrige gæster, hvordan landbruget fungerer.
- Vi åbner gården for at give folk en oplevelse, og fordi vi gerne vil støtte op om at fortælle, hvad dansk landbrug kan. Vi håber, at de besøgende får et godt indblik i, hvor meget vi rykker os i det danske
landbrug, siger Peter Schelde, der har et par års erfaring med at være vært til Åbent Landbrug.
Hans oplevelse er, at dagen for mange er noget af en øjenåbner.
- Det er altid en aha-oplevelse for dem, der ikke har besøgt et landbrug før. De bliver for eksempel meget overraskede over, hvordan vi beskæftiger os med dyrevelfærd og tilgodeser koens behov, siger Peter Schelde.
Han fortæller blandt andet, at Nørupgårds 650 sortbrogede køer sover i specielle ko-senge, får hudpleje og har mulighed for nedkøling.
Og så håber Peter Schelde, at gæsterne også vil være nysgerrige på gårdens klimatiltag. På Nørupgård opvarmes gårdens huse med overskudsvarmen fra mælken, og der er stort fokus på, hvor godt køerne udnytter det foder, de får.
Det har nemlig stor betydning for koens CO2e-udledning. Derfor overvåges køernes foderindtag elektronisk.
Familien forventer at få besøg af op mod 3.000 besøgende den 17. september til Åbent Landbrug. Og der er lagt op til flere festlige aktiviteter på dagen. Der er både halmhoppeborg og mulighed for at klappe kalvene.