Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Opfordring: Ned med nøgenkalenderne
Kalendere med billeder af letpåklædte kvinder hænger stadig på væggene på mange arbejdspladser - især på mandsdominerede arbejdsplader.
Men nøgenkalendere gør ikke noget godt for et moderne arbejdsmiljø, og derfor starter en arbejdsgiver- og erhvervsorganisation nu en kampagne for at få de bare bryster væk fra arbejdspladserne.
4.100 virksomheder, der beskæftiger ansatte indenfor el, VVS og metal har derfor netop modtaget en anderledes nøgenkalender fra brancheforeningen Tekniq Arbejdsgiverne.
Man kan som sædvanlig bladre sig igennem månederne. Men på billederne er nøgenkalenderne anbragt på overraskende arbejdspladser; hos tandlægen, bedemanden og i vuggestuen. Med kalenderen følger en opfordring, som kan tages til efterretning på værksteder og i skurvogne landet over.

- Med denne kampagne vil jeg inspirere og opfordre alle medlemsvirksomheder til en lille hovedrengøring. Gå en tur og tag de forældede kalendere ned, eller brug kalenderen som et dialogværktøj med dine medarbejdere. Ikke mindst de unge kvinder på vores lærepladser vil undre sig over at blive gjort til bare bryster og baller på plakater i deres virksomhed, skriver administrerende direktør Troels Blicher Danielsen fra Tekniq Arbejdsgiverne til virksomhedslederne i et brev indlagt i den udsendte kalender.
Nøgenkalendere til væggene har været en del af værkstedskultur i mange virksomheder igennem årtier. Men mange af de store leverandører er selv stoppet med at udsende kalendere. De fleste kalendere, der hænger derude, er derfor helt uden reel kalenderfunktion, skriver arbejdsgiverforeningen.