Abonnementsartikel
Når nu både vandingsmaskiner og foderblandingsanlæg kan styres via internettet, hvorfor skulle man så ikke kunne styre et plantørringsanlæg på samme måde?
Sådan tænkte svineproducent Nis K. Skau, da han forrige år fik opsat tre Vikmote-enheder i sin svinestald.
Han har nemlig tre korntørringsanlæg på tre forskellige ejendomme, og det ville spare ham for en masse besværligheder, hvis det hele kunne styres fra en computer via internettet.
Løsningen kom fra Nis K. Skaus eget firma, IKT Agrolab, som blandt andet forhandler Vikingegaardens Management System.
VMS kobler internet, GPRS og GPS sammen, og det er denne teknik, der danner grundlag for det nye produkt, som Nis K. Skau har valgt at kalde Farmcontroller.
Farmcontroller består af internetløsningen VMS og en Vikmote-enhed, der er bygget ind i korntørringanlæggets styreskab.
Systemet har nu kørt i et halvt år på Nis K. Skaus egne korntørringsanlæg, og styringen klares automatisk. Skulle der opstå problemer, kan Nis K. Skau styre sine anlæg fra alle verdenshjørner bare der er en internetforbindelse.
Udover korntørring kan Farmcontroller overvåge ventilation, foderanlæg, varmesystemer, fodersiloer og lækagekontrol på vandsystemer.