Sensommeren er en af de travleste perioder for de danske landmænd. Der er mange ting, som skal nås og en masse beslutninger, som skal træffes.
I kombination med alt dette er det samtidig tidspunktet på året, hvor en del af næste år høst skal grundlægges, og her skal fokus og prioriteringer være på de rigtige steder.
Der er forhåbentlig ingen, der er i tvivl om vigtigheden af et godt såbed, og den starter for nogle med pløjningen. Det er et af de områder, hvor der mange steder skal prioriteres i forhold til bemandingen i denne tid. Er det den erfarne traktorfører, eleven eller høstmedhjælperen, der skal stå for pløjearbejdet?
Ikke alle har de samme forudsætninger for at lave det perfekte stykke arbejde, men med ny teknologi kan det være, vi er kommet et stykke nærmere i forhold til at gøre arbejdet mere ensartet. Men det er jo stadig i sidste ende op til traktorføreren at sørge for, at tingene bliver gjort ordentligt, selvom teknologien tager mere og mere over.
Det kan være et stort puslespil at få alting til at spille sammen og samtidig være rettidig. Men god planlægning kan være en hjælp. Her kan begrebet Lean være en mulighed for at optimere og udvikle sin bedrift. Læs mere om Lean og ny teknologi til redskabstyring i dette nummer af Agro.
Husk at du som abonnent altid kan læse artiklerne på www.agrologisk.dk. Brugernavnet er dit abonnementsnummer, og adgangskoden er dit postnummer. ?