Jysk Landbrugsrådgivning afholdt i juni et halmballemøde, hvor det var muligt for de fremmødte at blive lidt klogere på de krav, der trådte i kraft pr. 1. juli i forbindelse med Lov om hold af malkekvæg.
Besøget fandt sted hos mælkeproducent Niels H. Thomsen, Ansager. Han har 170 køer, som går i en stald fra 2000. Stalden overholder lovkravene med hensyn til køerne, men hos opdrættet er der en anelse overbelægning. Ifølge Peter Christiansen, bygningsrådgiver, Byggeri & Teknik, er der i et sådan tilfælde tre muligheder: 1. Man kan bygge til. 2. Udlicitere kvierne. 3. Sænke kælvningsalderen.