Lyt til artiklen:

Endnu ikke navn på Roskilde Dyrskues næste formand

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Povl Fritzner har været formand for Roskilde Dyrskue i mere end 25 år, men til oktober skal det være slut. Det oplyste han på det netop overståede dyrskue, som endnu en gang satte besøgsrekord med 113.763 gæster over de tre dage, skuet foregik.

Men der er endnu ikke sat navn på efterfølgeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Povl Fritzner holdt en længere tale i forbindelse med dyrskuets officielle åbningsfrokost, hvor han så tilbage på alle sine år som en central figur i forbindelse med Roskilde Dyrskue.

Han fortalte anekdoter om interne uenigheder i forbindelse med for eksempel køb og salg af ejendomme, og han sendte stikpiller til den ene og den anden, som han havde krydset klinger med igennem årene.

Talen var således på mange måder meget mere end en klassisk afskedstale.

Enkelte af de ældre deltagere ved frokosten kunne måske genkalde sig situationerne, men mange af de yngre deltagere havde utvivlsom svært ved at forholde sig til alle talens detaljer.

Men de fleste, som har oplevet Povl Fritzner mere end en enkelt gang, kunne formentlig alligevel genkende hans slagfærdighed og hans til tider uortodokse måde at løse opgaven på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Posten som formand for Roskilde Dyrskue indebærer mange opgaver. En af de mere udadvendte opgaver har i Povl Fritzners år været at holde en traditionsrig dyrskue tale, som i hans tid også altid har haft et både personligt og politisk twist. Også selvom der har været indbudt politikere til at dele talerstolen med ham.

De øvrige talere har almindeligvis været Roskildes borgmester og i mange tilfælde den siddende fødevareminister eller formanden for Landbrug & Fødevarer.

Povl Fritzners dyrskuetale i fredags viste sig således at blive hans sidste.