Lyt til artiklen:

Dansk landbrug i Estland mere end tidobler overskud

00:00
Hastighed: ???x
02:39

Med en gruppe vestjyske landmænd i spidsen blev landbrugsvirksomhed Dan Eesti etableret for 18 år siden i Estland. I dag består aktionærkredsen af 20 personer, hvor hovedparten har været med fra starten, og de kan nu præsentere et rekordresultat for 2022.

Resultatet viser et overskud efter skat på godt 22,4 millioner kroner. I 2021 lød resultatet på knap 2,2 millioner kroner, og det betyder altså, at overskuddet er tidoblet. En af årsagerne til det gode resultat er en stigning i mælkepriserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med en stigning i mælkeprisen på 44 procent er de samlede mælkeindtægter steget med godt 17 millioner kroner eller omregnet per ko; mere end 15.000 kroner, skriver Dan Eesti i en pressemeddelelse.

Landbrugsvirksomheden driver i dag mælkeproduktion og markdrift med 1.127 årskøer og dyrkning af 1.916 hektar.

Nye investeringer på vej

Trods rekordresultatet bliver der ikke udbetalt udbytte, da Dan Eesti står over for væsentlige investeringer for at fremtidssikre landbrugsvirksomheden.

- Der er og vil blive investeret i blandt andet malkefaciliteter, ekstra siloplads og en ny stald til 350 køer, så besætningsstørrelsen bliver fremadrettet 1.300 køer. Vi har et mål om, at vi skal kunne egenfinansiere mindst 50 procent af de kommende investeringer, siger Søren Villumsen, der er formand for Dan Eesti.

rich-media-2
Indgangsparti til ny malkestald som netop er ibrugtaget. Foto: Sagro

Der vil også blive investeret i yderligere opbevaringsfaciliteter til gylle, og der er indgået en optionsaftale om et solcelleanlæg på 200 hektar ud af de næsten 2.000 hektar, som indgår i arealet på Härjanurme Mõis, som er navnet på det landbrug, som Dan Eesti driver i Estland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv om vi ikke pt. oplever de samme diskussioner om næringsstofoptimering og klimabelastning, er vores vigtigste agenda et skabe et bæredygtigt landbrug.

Forventningerne til resultatet for 2023 er sat noget lavere end i 2022.

- Selv om vi har Putin i vores baghave, har vi en tro på en fremtid for mælkeproduktion i Estland. Den samme positive tilgang til fremtiden smitter pænt af på jordpriserne. Da Dan Eesti for 18 år siden købte de første arealer, var jordprisen godt 400 euro per hektar. I det afsluttede regnskab er jordprisen optaget til 5.195 euro per hektar, og jorden handles nu i et niveau på cirka 6.000 euro per hektar.

I 2022 var der 30 heltidsansatte på Härjanurme Mõis.