Lyt til artiklen:

Lemvig Marked & Dyrskue har stor tilslutning fra kvæget

00:00
Hastighed: ???x
02:06

Dyreudstillingen på Lemvig Marked & Dyrskue er tilbage i sit vante format efter en stille genoptagelse sidste år, hvor især kvægudstillingen mærkede, at der efter corona-årenes aflysninger og en efterfølgende bekymring for salmonella var god afstand mellem køerne ved dyrskue-bommene. Det skriver Fjordland i en pressemeddelelse.

Kataloget til dyrskuet den 3. til 4. juni er da også vokset på især kvægsiderne til årets skue. Antallet af malkekvæg er gået fra 27 til 44. Primært holstein, ligesom jerseykøerne nu er med igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt kødkvæget er der også tilmeldt lidt flere dyr. I alt 18 dyr fra racerne Limousine, Dansk Blåkvæg, Galloway, Hereford og Simmental. Kvægudstillerne, der kommer fra hele Vestjylland samt Thy, konkurrerer lørdag, mens hesteudstillingen tager fokus søndag.

Hesteudstillingen holder også niveau med 32 dyr mod 35 sidste år. Størstedelen - fordelt på syv racer - deltager i avlsbedømmelsen, mens 12 er med i konkurrencen for fritidsheste.

rich-media-2
Søndag er det hestene, der er i fokus på dyrskuet. Foto: Fjordland

Æsler, alpacaer og veterantraktorer

Som noget nyt er der mere usædvanlige dyr som et æsel og to alpacaer med på dyrskuet. De bedømmes dog ikke, men kan mødes i Åbent Landbrugs klappegård, hvor der er mulighed for nærkontakt med en række husdyr.

Blandt de øvrige aktiviteter på Lemvig Marked & Dyrskue er fly-simulator, helikopter-rundflyvning samt kaninudstilling. Begge dage er der desuden udstilling af veterantraktorer og gamle landbrugsmaskiner.

Veterantraktorerne har traditionen tro allerede fredag den 2. juni ringridningskonkurrence på Lemvig Havn, efterfulgt af opvisning i Lemvigs midtby før den fælles afgang mod flyvepladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På pladsen i den lille by Rom stiller en af veterantraktorerne op til tovtrækning med Lomborg Efterskole efter gymnasternes opvisning søndag eftermiddag, hvor Vestjysk Køreselskab også giver opvisning. Søndag er der også besøg af køretøjer fra Lidenlund Veteranbilklub.