Lyt til artiklen:

Agri Farm Day har fokus på præcisionen

00:00
Hastighed: ???x
02:32

Agri Nord forventer mange besøgende til årets Agri Farm Day på Kristianshøj ved Klarup, som lægger jord til arrangementet.

På dagen vil planteforædlere, gødningsproducenter, planteværnsfirmaer, maskinforhandlere og værterne, Agri Nord og Mollerup Mølle, stå klar med seneste viden samt rundvisninger i forsøgsmarken mellem klokken 15 og 19. Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På Agri Farm Day vil vi gerne give landmændene inspiration til optimering af deres planteproduktion og klæde dem på til at tage de rigtige sortsvalg, og så håber vi selvfølgelig også, at de får nogle gode snakke med kollegaerne, siger planteavlskonsulent Poul Madsen fra Agri Nord.

Årets tema til Agri Farm Day er præcisionsjordbrug, og det vil der være rig mulighed for at blive klogere på.

- Teknologien til graduering bliver mere og mere tilgængelig med nye maskiner, og interessen for gradueret tildeling er stor, konkluderer Poul Madsen.

- Teknologien kan være med til at sikre, at vi bruger ressourcerne rigtigt. Den moderne gødningsspreder, sprøjte og såmaskine kan graduere gødning, planteværn og udsæd. Desuden slukker maskinerne i markens forager, og man undgår overlap i kilerne på markerne, fortsætter han.

Til Agri Farm Day i år kan gæsterne blandt andet se et eksempel på spotsprøjtning. Med spotsprøjtning behandles kun forudbestemte områder i marken - for eksempel hvor der er rodukrudt. Teknologien bliver demonstreret i marken, og der vil være eksperter til stede, som kan informere nærmere om præcisionsteknikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtidens afgrøder

Også fremtidens afgrøder, kan man se på årets Agri Farm Day. Der er som tidligere de gængse korntyper hvede, byg og rug på forsøgsmarkerne, men i år kan gæsterne også se ærter, bønner og linser samt kartofler.

- Du får indblik i sorter og arter, og du får viden om, hvilke sorter, der er tilgængelig til næste sæson. En del af arbejdet som planteavler består i at vælge de rigtige sorter og arter til den jord, man har råderet over, tilføjer Poul Madsen.

Der bliver også rig mulighed for at høste ekspert-faglige råd om gødning og bekæmpelse af svampe og ukrudt.

Klar til hvedekamp

Gæsterne i forsøgsmarken kan følge årets hvedekamp. I år med otte hold. Målet for konkurrenterne er at opnå den bedste bundlinje, og sidste år løb Corteva med sejren. I årets hvedekamp deltager Corteva, Bayer, Mollerup Mølle, Adama, BASF, Nordjyllands Landbrugsskole, Christianshøj og Agri Nord.