Lyt til artiklen:

Digital ESG-rapport på vej fra Seges Innovation

00:00
Hastighed: ???x
01:47

De fleste landmænd sætter jævnligt gang i tiltag, der påvirker bedriftens miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige bæredygtighed positivt. Men det kan være svært at vise omverden alle de gode ting, man gør på bedriften og måske har gjort i lang tid.

Derfor lancerer Seges Innovation nu en digital ESG-rapport, som gør det muligt for landmanden at dokumentere sine tiltag inden for miljø, sociale forhold og ledelse på systematisk vis. Rapporten bliver en del af det digitale klimaværktøj ESGreenTool, som Seges Innovation står bag i samarbejde med Forenet Kredit og Nykredit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med den nye rapport kan landmanden nu få kredit for de mange gode tiltag, han sætter i gang i det daglige arbejde på bedriften. Rapporten kan for eksempel bruges over for banker og samarbejdspartnere, der vil have dokumentation for landmandens ESG-indsats, siger direktør Jens Bligaard fra Seges Innovation

Gratis at bruge for landmænd

Den digitale rapport får navnet ESGreenTool Report, og man skal ikke have abonnement på ESGreenTool for at bruge rapporten, oplyser Seges Innovation i en pressemeddelelse.

For at udfylde ESG-rapporten registrerer man sine nuværende og kommende tiltag inden for en række områder på rapportens hjemmeside. Områderne er blandt andet klima, biodiversitet, vandmiljø, luftkvalitet, jordens frugtbarhed, husdyrenes sundhed og velfærd, optimal ressourceanvendelse, økonomisk robusthed, arbejdsforhold og ledelse.

Herudfra genereres automatisk en rapport, som kan udskrives og sendes. De indtastede oplysninger kan ikke tilgås af andre end landmanden selv.