Her kommer igen en lille opdatering fra os her på Østerlykke i Harreby. Siden sidst har vi, ligesom vi plejer, holdt øko-dag, hvilket igen i år var en kæmpe succes.
Hele 1.800 mennesker havde fundet vej ud til os for at se køernes danseshow søndag den 13. april. Solen skinnede, det blæste en hel del, græsset var grønt og klar til, at køerne kunne æde løs af det. Alt i alt fik både køer og mennesker derfor det, de kom for. Køerne fik græs, og menneskene fik et herligt syn af hoppende vilde køer med yverne svingende under sig, der tog den første dag på græs i flyvende galop ud over marken, inden de indtog det friske grønne græs.