Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Seges nedjusterer prisprognose for mælk
Siden årsskiftet er mælkepriserne i både Danmark og verden faldet kraftigt. Det skyldes især tre forhold, det skriver Seges i en pressemeddelelse.
Forbruget af mælkeprodukter har været svagt på grund af et historisk højt prisniveau i 2022. Samtidig er mælkeproducenternes omkostninger til blandt andet foder, energi og gødning faldet. Og for det tredje har de seneste måneders høje afregningspriser stimuleret det globale mælkeudbud, og det får nu Seges til at nedjustere prognosen for mælkeprisen i 2023.
- Mælkeprisen nåede rekordhøje niveauer i slutningen af 2022, men i lyset af en stigende mælkeproduktion og svag efterspørgsel lå det i kortene, at prisen skulle falde igen. Faldet i mælkeprisen er dog kommet en del hurtigere, end vi oprindelig forventede, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges Innovation.
I prognosen fra februar 2023 forventede SEGES Innovation et fald i mælkeprisen i løbet af 2023, hvor der blev lagt an til en gradvis tilnærmelse til prisen i et "normalår". De seneste måneders kraftige fald i mælkeprisen har dog overgået forventningerne til tempoet i faldet.
Seges nedjusterer derfor prognosen for mælkeprisen fra en forventet gennemsnitlig afregningspris på 379 øre pr. kilo mælk til en forventet afregningspris på 338 øre pr. kilo mælk i 2023.
På vej mod balance
Faldet i mælkeprisen er et resultat af, at mælkemarkedet bevæger sig i retning af større balance mellem udbud og efterspørgsel.
- I takt med de faldende priser på mælkeprodukter er der udsigt til, at forbruget af mælkeprodukter vil stige igen. Stigningen i forbruget ventes dog at ske ganske afmålt på grund af den generelt høje inflation og pres på reallønnen. Også stigningen i udbuddet af mælk ventes at være afdæmpet på grund af fortsat høje omkostninger og usikre udsigter for økonomien i mælkeproduktionen. Der er derfor udsigt til en stabilisering af markedet i de kommende måneder med god mulighed for en forholdsvis "blød landing" for priserne, siger Klaus Kaiser.
På trods af et øget tempo på prisfaldet forventer Seges dog, at bytteforholdet for mælkeproducenterne fortsat vil være fornuftigt gennem 2023.
Seges Innovation gør opmærksom på, at der er stor usikkerhed om prisprognosen på grund af risiko forbundet med den generelle inflationsudvikling, global økonomisk afmatning, svingende importefterspørgsel fra Kina samt afledte effekter af krigen i Ukraine. Der anbefales derfor en forsigtig tilgang til produktionsplanlægning og budgetter.