Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Voldsom gårdbrand: To grisestalde, en silo og stuehus reddet
Det var et voldsomt syn, der mødte brandfolkene fra Østjyllands Brandvæsen, da de onsdag aften omkring klokken 21 rykkede ud til en brand på en landejendom på Rørthvej i Odder.
- Der var to længer, der var voldsom ild i, da vi ankom. Det er sjældent, at vi kommer ud til en så stor brandudvikling, siger Anders Jensen, der er operationschef hos Østjyllands Brandvæsen.
De to længer var fyldt med halm, korn og mineraler, og det stod hurtigt klart, at de ikke stod til at redde.
- Vores fokus blev rigtig hurtigt at sikre det, der ikke var ild i, og det var en silo, og to grisestalde og stuehuset, og den mission lykkedes.
Det var en forbipasserende, der opdagede branden og alarmerede brandvæsenet. Der var ingen hjemme i stuehuset.
Efterslukning det næste døgn
Også i dag arbejder Østjyllands Brandvæsen med branden og er i gang med efterslukningen. 15 brandfolk og en kran er på stedet.
- Der er styr på tingene, men vi skal have grabbet tingene fra hinanden med en kran og skilt det ad og have slukket det efter.
Operationschefen fortæller, at der hverken er kommet dyr eller mennesker til skade ved branden.
Han forventer, at slukningsarbejdet først er helt overstået om et døgns tid. Herefter skal politiets teknikere undersøge stedet og forsøge at finde frem til brandårsagen.