Dybegaarden Naturpleje, som har kreaturer til at passe et område for Herning Kommune ved Knudmosen nær Herning, har flere gange oplevet, at hegnet klippes over, og at hegnspæle rykkes op - og at spændingsgiveren stjæles.
Sagen er ifølge Dybegaardens facebookside meldt til politiet.
Her fremgår det også, at nogle af dyrene har været ude af folden: ".. på det det seneste har køerne Emma og Sofie været en del uden for hegnet."
Sirid Kaatmann fra Dybegaarden Naturpleje siger til TV Midtvest, at hun frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser for både mennesker og dyr, at hegnet brydes ned og strømmen forsvinder, så dyrene risikerer at ende på vejen og blive involveret i en trafikulykke.

- Når dyrene går ud, kan de komme til at stå ude på vejene. Hvis man påkører sådan en, kan både køer og mennesker få alvorlig skade, siger Sirid Kaatmann til tv-stationen
Risikoen forsøger Dybegaarden Naturpleje at forebygge trods de gentagne sabotagehandlinger ved at ndersøge hegnet.
- Det er et stort stykke arbejde, når vi skal hele vejen rundt. Når vi så har fundet problemet og løst det, sker det igen, siger Sirid Kaatmann til TV Midtvest.

