Lyt til artiklen:

John Deere-forhandler lukker: Vi ser ingen fremtid i det

00:00
Hastighed: ???x
03:45

Det er en hård melding, og det har været en hård beslutning at træffe. Jens Erik Hansen har siden 1975 stået i spidsen for Havdrup Maskinforretning, som hans forældre etablerede helt tilbage i 1944.

Nu er det snart slut. Generationsskiftet er aflyst. Havdrup Maskinforretning lukker og slukker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan ikke længere se en fremtid for vores type forretning. I hvert fald ikke, som den er skruet sammen lige nu, fortæller Jens Erik Hansen, direktør og indehaver af Havdrup Maskinforretning, der ligger mellem Roskilde og Køge.

- Jeg vil gerne understrege, at det ikke går skidt med firmaet. Det er simpelthen et valg om at undgå, at det kommer til at gå skidt fremover. Og vi ser altså ikke en fremtid for en forretning som vores, siger Jens Erik Hansen.

Dårlig samvittighed

Det var egentlig planen, at Jens Erik Hansens datter, Henriette Braun, skulle overtage forretningen og køre den videre. I de senere år har hun været kørt i stilling til et generationsskifte i virksomheden.

Men efter lange overvejelser har familien altså nu valgt at lukke forretningen ned i stedet for.

Havdrup Maskinforretning har ikke oplevet en tid med nedgang, men det vil ikke blive ved med at gå, lyder familiens analyse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I en tid, hvor forretningerne bliver større og større, kan jeg ikke med god samvittighed overdrage virksomheden til vores datter, fortæller Jens Erik Hansen.

Stigende krav

I Havdrup tager Jens Erik Hansen og familien nu konsekvensen af, at det efter deres opfattelse bliver sværere og sværere at drive en maskinforretning i Danmark.

En maskinforretning skal vokse, ellers er den på vej mod afgrunden.

Og med stigende dokumentationskrav, uddannelse og omskoling af medarbejdere, krav om grøn omstilling, og en masse krav fra leverandørerne til forhandlingen af deres produkter, så vokser mængden af opgaver, mens det er næsten umuligt at finde nye medarbejdere.

- Der bliver hele tiden stillet større og større krav fra leverandørerne. Vi har en rimelig pæn forretning, synes vi selv. Men det bliver mere og mere vanskeligt at leve op til alle krav fra alle leverandører, siger Jens Erik Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chokerende nyhed

Havdrup Maskinforretning har været John Deere-forhandler siden 2007 og importør af John Deere´s have- og parkprogram og golfmaskiner siden 2012.

Aftalen med den amerikanske gigant har udgjort omkring halvdelen af forretningen, mens forhandlingen på Kärcher og en række andre produkter fra blandt andre STAMA/GMR, Stihl, Husqvarna og Stiga har udgjort den anden halvdel.

- Vi har valgt at opsige kontrakten med John Deere, så den udløber den 20. oktober. Og vi har meddelt vores medarbejdere, at forretningen så vil lukke senest til årsskiftet, fortæller Jens Erik Hansen.

Maskinforretningen beskæftiger omkring 40 medarbejdere. De fik beskeden på et møde for tre uger siden. Nogen blev sure, mange blev triste, og alle var chokerede over den dystre nyhed.

Det har udefra set, slet ikke ligget i kortene, at det var den vej, det gik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har haft forhandlinger med flere, der har været interesserede i at overtage forretningen, men det er ikke lykkedes at nå til enighed, fortæller Jens Erik Hansen, der er meget afklaret i sin beslutning om at dreje nøglen om, mens legen er god.

Dog var han noget trykket, da nyheden skulle overbringes til medarbejderne.

- Heldigvis er det ret let for medarbejderne at finde nyt arbejde lige nu, hvor der er mangel på arbejdskraft. Der er allerede 7-8 stykker, der har fået nyt job, og jeg er sikker på, at de nok skal finde nyt job alle sammen, siger Jens Erik Hansen.