Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Planteavlskonsulent: Her er de bedste råd til en forårsklar mark
Spørger man Brian Bastrup Søndergaard, som er planteavlskonsulent i Velas, så er det i disse dage at kimen til resten af sæsonen lægges. Han rådgiver landmænd til at få størst muligt udbytte af markerne, og ifølge ham er det netop nu, at man skal gøre sine græsmarker forårsklare, det skriver Velas i en pressemeddelelse.
- Når vi kommer ind i april, skal man gerne være færdig med at gøre græsmarkerne forårsklar, for så vokser græsset, og så er der sådan set kun seks uger, til de første begynder at klippe græsset, siger han.
Sørger man for at optimere sine græsmarker, gavner man både egen bedrift og klimaet - ligesom man giver sig selv den bedste grobund for et godt udbytte og en god sæson.
- Vi har en stor produktion, som er afhængig af, at vi får et godt udbytte fra vores græsmarker. Jo højere udbytte, man får fra græsmarken, jo lavere klimabelastning er der pr. høstet enhed, siger han videre.
Sådan gør du
Hvordan gør man så sin græsmark forårsklar?
- Begynd med at grave en tørv op, og tjek, om der er hvide rødder. Er der hvide rødder, er der gang i græsvæksten, fortæller Brian Bastrup Søndergaard.
Hernæst skal man tage et kig på, om der er pletter i græsmarken - altså om der er pletter, hvor der ingen planter er. For får man en gummistøvle i jorden uden at ramme en græsplante, så er marken for åben.
Hvis det er tilfældet, at gummistøvlen uden videre kan placeres i jorden uden at berøre en græsplante, er der forskellige løsninger.
- Normalt arbejder vi med en turnus, hvor en græsmark får lov at yde i to-tre år. Hvis vi vurderer, at græsmarken er for gammel til, at vi vil bruge penge på at så den i, kan det være, at den skal omlægges til majs, fortæller konsulenten.
Majs har nemlig den fordel, at det også kan klare sig med et lavt input af kvælstof. Er vurderingen omvendt, at græsmarken har flere år i sig, skal der sås i.
- Hvis marken har ét år mere i sig, er det oplagt at så i med italiensk rajgræs. Det vokser utrolig hurtigt og yder godt det første år. Har marken to år tilbage, kan man købe en græsblanding af forskellige arter, som passer til det, der er på marken i forvejen, og på den måde har man en mark, som kan klare et par år mere, siger Brian Bastrup Søndergaard.
Ro på tromlen
Et andet vigtigt element er at se efter, om der skulle være vissent græs på marken.
- Er det tilfældet, skal man køre sig en tur med en rive, så man får løsnet det visne græs, så vinden kan tage det. Ellers får man det med hjem, når man skal ud at hente foderet til køerne senere, siger Brian Bastrup Søndergaard.
Planteavlskonsulenten opfordrer til, at man sikrer sig, at marken er farbar, inden man kører sin traktor ud på den. Ellers risikerer man at gøre mere skade end gavn.
- Hvis der er muldvarpeskud eller store spor, skal de gerne jævnes ud, men ellers er tromlen unødvendig. Man skal nemlig passe på, at man ikke får pakket sin jord, og når det er fugtigt, kan man hurtigt komme til at lave skade, siger Brian Bastrup Søndergaard, som understreger, at målet er at have en løs, porøs jord med naturlig dynamik.
Hvis ellers man har fået kigget på sine græsplanter og fået fjernet det visne græs, er det tid til sidste step.
- Så skal gyllevognen spændes på, og græsmarken gødes, så den er klar til at levere, når det bliver forår, siger Brian Bastrup Søndergaard.