Debat: Nej, et vandløbsregulativ er ikke en aftale!

Som jurist i landmandens tjeneste oplever jeg desværre ofte, at kommunerne - særligt på deres hjemmesider - henviser til et vandløbsregulativ for et offentligt vandløb og beskriver regulativet som værende en aftale mellem kommunen og lodsejere. Det er imidlertid ikke korrekt.

Det er problematisk, når en kommune giver udtryk for, at et vandløbsregulativ er en aftale eller kan betragtes som en sådan. Dels fremstår det som om, at lodsejere er ligeværdige aftaleparter med kommunen, og at de er indforstået med en sådan "aftale". Dels giver det et forkert billede af den lovbestemte regulering af offentlige vandløb, der finder sted i Danmark. Det er ifølge vandløbsloven behæftet med straf at overtræde visse bestemmelser i et vandløbsregulativ.

Et vandløbsregulativ er et ensidigt vedtaget og retligt bindende regulativ, der regulerer afbenyttelsen af vandløbet samtidig med, at regulativet opstiller vilkår for vandløbets skikkelse eller vandføringsevne og den hertil knyttede pligtige vedligeholdelse.

Vandløbsregulativerne er udstedt som en forvaltningsafgørelse, som kommunerne er forpligtet til at gennemføre, jævnfør vandløbsloven § 12, stk. 1.

Når jeg nogle steder ser forvaltningen beskrive et vandløbsregulativ som en aftale med lodsejere, så er det ikke kun forkert, men også bekymrende. Det helt klare udgangspunkt er, at det for et offentligt vandløb er kommunen, der som vandløbsmyndighed alene har ret men også pligt til at holde et vandløb i overensstemmelse med det vandløbsregulativ, som kommunen i øvrigt har pligt til at vedtage. Det bliver dog noget uklart, hvis kommunerne tilsniger, at der skulle være tale om en aftale, for man kan jo ikke klage over en aftale. Det forholder sig (heldigvis) heller ikke sådan.

Man kan klage over kommunernes afgørelser. Og foruden vandløbsloven skal de kommunale afgørelser overholde de almindelige forvaltningsretlige principper, for eksempel om offentlig høring. Både vedtagelsen af et nyt vandløbsregulativ og efterfølgende afgørelser i strid med vandløbsregulativet og vandløbsloven kan påklages.

Derfor en stille opfordring til, at berørte lodsejere benytter retten til at klage (det kan få betydning senere), særligt hvis kommunen træffer en afgørelse om vedtagelse af et ugyldigt vandløbsregulativ, eller måske ligefrem træffer en ulovlig afgørelse om vedligeholdelse efter et sådant regulativ efterfølgende. Vandløbsregulativer ses desværre alt for ofte i strid med loven, og lige så deres efterfølgende afgørelser om vedligeholdelse.

Se blot Miljø- og Fødevareklagenævnets rige praksis på området, der, efter min opfattelse, blot udgør en dråbe af de kommunale vandløbsmyndigheders retsstridige afgørelser.