Kartoffelavlere organiseres i Kina

Det er ikke til at se på ham, at han har 2.500 kartoffelavlere at holde styr på, og at han samtidig ligger i skarp konkurrence med de to store mejerier i området om bøndernes gunst. Majs og kartofler er de to helt store afgrøder i området. Tværtimod virker han sprudlende og fuld af ideer, som han sidder i sin nye, store firmabil på vej til den kinesiske udgave af en kartoffelmelsfabrik.

- Livet er blevet bedre. Jeg er altid tilfreds med mit liv, siger den 34-årige direktør Wang Xianghua.

Hr. Wang har været med helt fra begyndelsen, da KMC Kartoffelmelcentralen fra Brande og den svenske pendant Lyckeby Stärkelsen ledte efter egnede fabrikker i Kina.

Det var i midten af 1990’erne, og han var tolk for gruppen. Dengang skulle han søge tilladelse hos politiet for at tage udlændinge med ned i landsbyen. Sådan er det ikke længere.

Det tidligere meget fattige område har fået tilført nye ressourcer, og på vejen kører vi gennem den vildtvoksende by omkring Mengniu, Kinas største mejeri. 10 km senere drejer vi ind gennem porten til kartoffelmelsfabrikken Huhhot Huaou Starch, der betyder kinesisk-europæisk kartoffelmel fra Hohhot, provinshovedstaden i Indre Mongoliet.

Fabrikken var oprindelig statsejet, men blev i 1996 omdannet til et joint venture mellem KMC, Lyckeby, IFU (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene) og et kinesisk firma. Og der var noget at tage fat få, da fabrikken havde været lukket i fire år, og bønderne var meget fattige og mistroiske.

En kontrakt er kun et stykke papir

For eksempel havde bønderne ikke råd til at købe kunstgødning. For at hjælpe dem uddelte fabrikken kunstgødning mod, at de kunne betale senere, når de fik penge for høsten. Selv da kunne de ikke betale tilbage, da de var meget fattige.

- Nogle af dem kunne vi ikke genkende igen. Der var så mange, og de ændrede bare navn, når de kom med kartoflerne for at undgå at betale tilbage, fortæller hr. Wang.

De fleste bønder har mellem en til to hektar, hvor de dyrker op til fire forskellige afgrøder. Fabrikken tegner kontrakter med bønderne i marts-april måned, og her drejer det sig om at ramme den rigtige pris.

Trods kontrakterne får fabrikken kun omkring 60 procent af det lovede, da bønderne kan få en højere pris ved at sælge de bedste kartofler videre som spisekartofler.

- I Kina er en kontrakt bare et stykke papir. Ingen lytter til en kontrakt eller loven, siger Wang lidt opgivende.

Kan være til deres egen fordel

- Det er noget, de danske og svenske ejere har haft lidt svært ved at forstå. Men det er blevet bedre, siger Wang.

- Bønderne er begyndt at forstå, at et samarbejde med fabrikken kan være til deres egen fordel, fordi de både har et sted at afsætte deres kartofler og kan presse prisen op, når de sælger dem som spisekartofler.

For kineserne er begyndt at spise flere kartofler, endda også i Sydkina, hvor man ellers ikke har haft tradition for det. Men nu er kartoflen på fremmarch, fordi den er så let at opbevare.

Derfor får fabrikken heller ikke udnyttet hele sin kapacitet på 22.000 tons. 18.000 tons kartoffelmel bliver det til om året, og det meste bliver solgt til industrielt brug i Kina, Sydkorea, Japan og Taiwan.

En kartoffelsættemaskine på prøve

Men hr. Wang og hans ansatte gør deres bedste for at forbedre bøndernes vilkår. Det ligger Wang meget på sinde, da han selv er vokset op på landet og har været nede på knæ for at samle kartofler op.

Blandt andet forsøger han at introducere nye kartoffelsorter, der er gode til tørre områder, og han har fået lavet en kartoffelsættemaskine, der kan spændes på kinesernes små traktorer. Men bønderne er ikke lette at overbevise, selvom den kun koster 1.000 yuan (700 kr.)

Dog hjælper det, når de prøver maskinen selv. En af dem er storbonden Zhong Siquan. I år har fabrikken lånt ham en maskine, og da vi besøger ham en forårsdag, kører vandingsanlægget for fulde gardiner, og kartoffelsættemaskinen er godt i gang bag den nye traktor.

Føreren stopper dog tit traktoren, da det viser sig, at stråene sætter sig fast i hjulet. Alligevel er Zhong Siquan meget tilfreds. Den sparer en masse arbejde.

- Det har jeg sagt til ham i fire år, udbryder hr. Wang og slår ud med armene.

Mens sandet fyger om ørerne

Hr. Zhong er en driftig mand, som de andre ser op til.

Han ejer 400 mu (25 hektar), og heraf bliver de 110 plantet til med kartofler og 240 med majs.

Sidste år var det lige omvendt, og da solgte han to tredjedele af kartoflerne som spisekartofler. Derudover har han 200 får, og i alt havde han et overskud på 100.000 yuan sidste år.

- Joh, jeg er tilfreds, siger han, mens sandet fyger om ørerne på os.

Det er megatørt, det blæser og fylder luften med fint sand, der sætter sig overalt.

- Vi er så vant til det. Somme tider kan vi kun se fem meter frem, siger Zhong.

Tidligere var her græsmarker, som han begyndte at opdyrke på et tidspunkt, da det bedre kunne betale sig at avle majs og kartofler.

For fire år siden flyttede han gården ud af landsbyen for at være tættere på markerne, og han er tydeligvis stolt af, at han har haft råd til at bygge nye huse til de to sønner, da de blev gift. Datteren bor længere væk.

En kartoffelekspert i hver landsby

Det med børnene betyder meget. En anden kartoffelavler, den 51-årige Chao Lanzhai og hans jævnaldrende kone bor midt inde i landsbyen i et hus, som hans far byggede til dem, da de blev gift.

Noget af det første de fortæller er, at deres yngste datter på 23 år klarer sig ualmindelig godt på Harbin Landbrugsuniversitet og har vundet flere legater.

Derimod er de meget kede af det på deres ældste datters vegne. Hun er 27 år og uden arbejde. På et tidspunkt blev de nødt til at tage hende ud af skolen, fordi de manglede penge. Nu forsøger de at hjælpe hende med at finde en mand. Den eneste søn sælger grøntsager.

Chao Lanzhai og hans kone er lidt usædvanlige. De har begge en studentereksamen, og hr. Chao var kun 10 point fra selv at komme på universitetet. Noget, der tydeligvis stadig gør ondt.

Derimod er han landsbyens kartoffelekspert og leder af kartoffelforeningen. Det betyder, at han har ansvaret for at tegne kontrakter med de øvrige bønder i landsbyen om levering af kartofler til fabrikken.

Bindeled mellem fabrik og bønderne

Han får videreuddannelse to-tre gange om året, og hans allervigtigste opgave er at videreformidle informationer fra fabrikken og ud til de øvrige bønder i landsbyen.

Det holder hr. Wang meget stærkt på. Fabrikken kontrollerer jævnligt de 130 kartoffeleksperter, som de har i en 60 kilometer radius fra fabrikken.

- Hvis ikke vores informationer når videre ud til bønderne, vælger vi en anden ekspert næste år, siger Wang, der efter mange forskellige forsøg endelig fik ideen med at udpege en kartoffelekspert i hver landsby til at være talerør for fabrikken. Det skete for tre år siden og med godkendelse fra lokalregeringen.

Men hr. Chao har været dygtig og beholdt posten i alle tre år.

Venter på regn

Inde i gården står kartoffelsættemaskinen i ly og venter på, at der kommer regn, så kartoflerne kan komme i jorden. De mangler regn.

- Det har ikke regnet i en måned, sukker han.

De har ikke kunstvandingsanlæg, da det er for dyrt at grave en 150 meter dyb brønd, og desuden er markerne for små.

Kartoffelsættemaskinen har de haft i tre år.

- Før kunne to personer plante fem mu med kartofler på en dag, men med maskinen kan vi plante 20 mu på en dag, fortæller han.

Familien har lige udvidet maskinparken og købt en såmaskine til 2.000 yuan. Det skyldes blandt andet, at arbejdslønningerne er steget til det dobbelte på tre år.

I alt dyrker Chao 200 mu jord, heraf ejer han selv de 30. Sidste år plantede han 70 mu med kartofler og havde et overskud på 30.000 yuan samlet set på gården.

- Og tendensen går mod større gårde, siger hr. Wang. I løbet af nogle år vil han ikke have 2.500 leverandører, men 1.000 at holde styr på, spår han. Det er han ikke ked af. Det vil blive mere effektivt, og bønderne bliver rigere.

Faktaboks

I dag høster bønderne i Indre Mongoliet i gennemsnit 1.000 kg kartofler pr. mu (15.800 kg/ha), men det kan variere mellem 700 og 3.000 kg.

Det sidste opnås kun, når der er kunstvanding.