Lyt til artiklen:

Noteringen tager endnu en uge på pause

00:00
Hastighed: ???x
01:29

For anden uge i træk ligger Danish Crowns notering for grise stille på 12,00 kroner pr. kilo grisekød. Men der er gode tegn i markedet, som kan pege i en positiv retning.

Fokus i markedet begynder nu at rette sig mod påsken. Forædlingsfabrikkerne over hele Europa er begyndt at disponere til påskehandlen, men som altid har vejret utrolig stor betydning for salget af fersk kød op til højtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lige nu er der fortsat koldt i det nordlige Europa, men vi skal et par uger længere frem, inden vi kan vurdere, hvilken betydning det får for påskehandlen. I Sydeuropa er der heller ingen sol, og det er den, der er afgørende for, hvornår udelivet på cafeer og restauranter begynder og dermed sætter fart på salget af produkter som blandt andet skinke og bacon, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Generelt er det ferske salg i Europa stabilt, men salget af frosne varer til markederne udenfor Europa er uændret på et lavt niveau, men der begynder nu at komme ordre til levering senere på foråret.

- Lagrene i Asien og Australien er faldende, og det har sendt en del indkøbere i markedet for at sikre sig varer til det sene forår og sommeren. De høje prisniveauer i Europa har indtil nu holdt de fleste på sidelinjen, men de seneste uger er de begyndt at acceptere, at priserne har flyttet sig, siger Mads Stougaard.