Abonnementsartikel
Eksport til lande som Thailand, Syrien og Sydafrika og import af store, knækstyrede traktorer er blandt de tunge beviser på, at Kragmann A/S gerne går nye veje i bestræbelserne på at skille sig ud
Det er ikke frygten for at gå sine egne veje, der tynger hos virksomheden Kragmann A/S, der har hovedsæde i Middelfart, ud til den gamle hovedvej mod Odense.
- Ud til hovedvejen har vi hele tiden linet maskiner op for at vise, hvad vi kan tilbyde vores lokale kunder. Med vores lokale marked mener vi hele Danmark, siger Jim Thygesen med et smil.
Han blev ansat i virksomheden for fem år siden, primært med mejetærskere som force. Hans åbningsreplik vidner meget godt om det optimistiske og brede udsyn, der præger virksomheden både med hensyn til afsætning og forretningsområder.
Kastede ikke håndklædet
Optimismen og iderigdommen har givet pote for den fynske virksomhed, der ikke fik nogen helt problemfri begyndelse for 35 år siden.
- Min far flyttede i første omgang til Middelfart som filialbestyrer af H.J. Hansen Middelfart Jern og Traktor. Han begyndte at pusle med ideen om en virksomhed i stil med auto-ophuggere, blot baseret på ophugning af traktorer, fortæller Jesper Kragmann, der er anden generation på lederposten i Kragmann A/S.
- Han fik held med eksport af Fordson Major traktorer til Syrien, og de syriske kontakter gav ham for alvor blod på tanden i forhold til at satse på det her. H.J. Hansen var ikke med på ideen, og så startede min far som selvstændig under navnet Kragmann A/S, beretter Jesper Kragmann.
- Seks dage efter han begyndte som selvstændig, startede seksdages-krigen, og med eksport til Syrien var det et slag for ham. Virksomhedens første bygning brændte dernæst under opførelsen, så begyndelsen var da ikke uden problemer, fortæller Jesper Kragmann.
Der var dog ikke tale om at kaste håndklædet i ringen.
- Min far fik mulighed for at købe noget billigt zink, som han fik solgt med sådan en profit, at det tabte hurtigt blev tjent ind igen. Så han kom over det, og derefter fulgte en lang, god periode med ophugning og mere og mere fokus på eksport af hele traktorer, beretter Jesper Kragmann.
Spænder bredt
Jesper Kragmann har været i virksomheden siden 1993, og han kom til Kragmann A/S med en halv snes år i shipping-branchen bag sig, hvilket var en fordel i forhold til det internationale sigte.
Kragmann A/S er i dag et globalt foretagende med et verdensomspændende netværk og afdelinger eller nære kontakter i Europa, Asien, Afrika og USA. I alt er knap 30 mand ansat, fordelt på værkstedet, lageret, ophugsafdelingen, administrationen samt købs- og salgsafdelingen.
Kragmann er blandt andet generalimportør af de store canadiske, knækstyrede Buhler Versatile traktorer og er en af de største udbydere af nyere brugte Claas og CNH mejetærskere.
Med hensyn til traktormærker skeler man ikke til farver eller navne, og således kan man udbyde John Deere, Case IH, Massey Ferguson, New Holland, Lamborghini, Ford med videre.
Desuden gør virksomheden sig i pressere, harver, entreprenørmaskiner og virksomheden lejer også en gang imellem traktorer eller mejetærskere ud.
Sat turbo på
Det var ikke fra begyndelsen meningen, at viften skulle være så bred, men det er en udvikling, der er accelereret i et temmelig naturligt tempo i løbet af de seneste 15-20 år.
- Men det var især efter, at Jesper kom til i 1993, at importen og byttehandelen tog fart, forklarer Jim Thygesen, mens han viser rundt i reservedels-lageret, hvor brugte dele til blandt andet Ford-, Fiat- Valmet- og New Holland-traktorer har hjemme.
- Jeg havde arbejdet internationalt i en del år, og hvis jeg fik noget produktkendskab, kunne vi sætte turbo på, fortæller Jesper Kragmann.
Skub i flere retninger
Og der er blevet sat turbo på for virksomheden, der havde 10-11 ansatte og omsatte for 40 millioner kroner, da Jesper Kragmann begyndte.
- I dag er vi knap 30 mand, vi har et areal på godt to hektar, og vi omsætter for cirka 200 millioner kroner, siger Jesper Kragmann. Da han havde været udstationeret i Singapore i sin tid i shipping-branchen, fik han i første omgang Fjernøsten som ansvarsområde.
- De første tre år var præget af høj efterspørgsel og masser af varer. Det var i det hele taget et vækstmarked, men jeg tænkte hele tiden på, hvordan vi fremover skulle differentiere vores virksomhed. For dette vækstmarked ville ikke vare ved, fortæller Jesper Kragmann.
Han besluttede sig for at sætte skub i omfanget af køb og bytte, især med hensyn til køb fra andre lande. Han har desuden været med til at etablere et datterselskab i USA, ligesom han har spillet en vigtig rolle i at professionalisere værkstedet og at løfte detailsalget.
Stærke på service
Og salget har fået et løft, og det er stort set til alle verdenshjørner. Salget til Sydøstasien går stadig godt, men som Jim Thygesen fortæller, fylder den eksport mindre.
- Efterhånden er danske landmænd i udlandet vores store kundegruppe, og hovedvægten er på detailsalget, på det direkte salg. Den største danske kundegruppe, vi sælger til, råder over 45.000 hektar i Rusland. Men vi har også leveret maskiner til større farme, siger Jim Thygesen.
Det store fokus på salg til udlandet fordrer, at der er styr på de produkter, der skibes af sted.
- For to år siden solgte vi over 100 mejetærskere. Det kommer til at ligge på 60-70 mejetærskere i år, men vi vil hellere sælge lidt færre enheder og så servicere dem grundigt.
- Alt, der sælges som detailsalg, bliver klargjort grundigt her på stedet. Det er blandt derfor, at vi har omdannet en stor del af reservedelslageret til mejetærskerværksted, hvor vi har plads til to mejetærskere med 30 fods skærebord, fortæller Jim Thygesen.
- Vores eksportkunder forventer noget, der er fuldt ud klar til at komme i marken, siger han.
Virksomheden har kontakter med hensyn til salg, service og reservedele i stort set alle lande, man leverer til. Kragmann står også for vintereftersyn af traktorer for flere kunder i Baltikum.
Den gængse fremgangsmåde er dog, at virksomheden sender reservedelene, og at kunderne på serviceværksteder på de respektive farme klarer paragrafferne med hjælp pr. telefon fra Kragmann.
Holder øjnene åbne
Der er masser at hjælp at hente hos virksomheden, påpeger Jesper Kragmann, der fremhæver, at uden gode folk hele vejen rundt i virksomheden, ville det ikke gå så godt, som det er tilfældet.
- Held spiller selvfølgelig ind, men man bestemmer selv i hvilken retning, man vil styre. Vi har gode folk til at sælge, reparere og servicere, og det er så min opgave at styre skibet i den rigtige retning, så vi også har noget at leve af i morgen, siger Jesper Kragmann.
Også i 2008 er virksomheden gået nye veje. Køb og salg af entreprenørmaskiner fra årsskiftet er sammen med import af Capello majsskæreborde og Simba tallerkenharver aktuelle beviser på, at Kragmann hele tiden holder øje med nye, givtige indsatsområder.
- Vi kigger hele tiden efter nicher og holder konstant øje med nye muligheder.
- Simba-harverne og Buhler Versatile traktorerne er gode eksempler på, at vi vil have produkter, der komplementerer virksomheden, men som også kommer fra producenter, der ikke bare tromler hen over os. Vi vil ikke dikteres med hensyn til, hvad vi skal tjene vores penge på, siger Jesper Kragmann.
- Og vi vil gerne sprede os over forskellige områder, hvilket man kan læse ud af vores satsning på entreprenørmaskinerne. Det er en spændende branche, der servicemæssigt passer godt til vores montørers kompetencer. Så derfor bør vi også stå stærkt på det område, følger Jim Thygesen op.
Stærkt står man også med hensyn til især traktorer over 300 hestekræfter og nyere brugte mejetærskere, og Kragmann finder det stadig sjovere at købe nye varer hjem.
- Vi er blevet lidt mere tålmodige med hensyn til at løbe nye områder i gang, så vi sikrer, at service og salg hænger sammen.
- Det gør, at vi holder bedre fast, når nye områder kommer til, og jeg bliver da meget overrasket, hvis vores initiativer i 2008 ikke bliver fantastiske segmenter for os, så længe vi hele tiden husker på at opføre os ordentligt og holde det, vi lover, pointerer Jesper Kragmann.