Lyt til artiklen:

Aabenraa Kommune anker dom om erstatning til landmand

00:00
Hastighed: ???x
03:08

Aabenraa Kommunes økonomiudvalg har enstemmigt besluttet at anke den dom, der blev afsagt i byretten i Sønderborg den 15. februar omhandlende erstatning for et naturgenopretningsprojekt i Tinglev Mose.

Beslutningen kommer efter en meget tydelig juridisk rådgivning fra kommunens advokat i sagen. Det oplyser Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dommen går i korte træk ud på, at der tilkendes erstatning for arealer, som er beliggende uden for den tidligere fastsatte påvirkningszone.

Ifølge dommen, er det alene naturgenopretningsprojektet, som skulle være årsagen til, at lodsejerens arealer over tid er blevet vanskeligere at anvende til landbrugsdrift og i dommen bliver det afvist, at udefrakommende faktorer som koldforbrænding, øget nedbør og topografiske forhold spiller ind.

L&F vinder principsag: Landmand får erstatning forhøjet

Se også:

L&F vinder principsag: Landmand får erstatning forhøjet

- Vi vil strække os langt, for at undgå at lægge sag an mod en lodsejer og derved også en af kommunens egne borgere. Det skal være sagt med det samme. Og selvfølgelig skal man have erstatning og kompensation for det, man har ret til, og der er derfor også udbetalt erstatning allerede. Men når det er sagt, så mener vi også, at en eventuel yderligere erstatning skal gives på det bedste mulige oplyste grundlag, og det mener vi ikke, at vi har fået i denne sag, hvorfor vi anker sagen, siger borgmester Jan Riber Jakobsen og fortsætter:

- Det er en principiel sag, som potentielt kan få betydning for fremtidige naturgenopretningssager i Aabenraa Kommune og i resten af landet, og derfor synes vi kun, det er på sin plads, at sagen bliver behandlet igen. Samtidig har vi også ansvaret for Aabenraa Kommunes økonomi i sin helhed, og af hensyn til den økonomi, skal vi udbetale den retsmæssige erstatning.

Hos Landbrug & Fødevarer ærgrer de sig over anken fra Aabenraa Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været et langt sagsforløb, og der er blevet gjort et grundigt stykke arbejde i byretten. Så det er både krævende og hårdt for vores medlem, at kommunen nu vil fortsætte den tunge proces med yderligere syn og skøn, siger viceformand for Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen.

Landbrug & Fødevarers områdedirektør i Jura & Fonde, Charlotte Bigum Lynæs, oplyser, at de nu vil drøfte den næste runde i landsretten med deres advokat.

Byretten forhøjede erstatning

I byretten havde Aabenraa Kommune stævnet landmanden for tilbagebetaling af erstatning, som Overtaksationskommissionen i 2017 havde tilkendt ham. Dengang blev landmanden tilkendt 94.000 kroner inklusive omkostninger og renter, men Aabenraa Kommune stævnede landmanden for at få tilbagebetalt beløbet på nær 4.000 kroner.

Kommunen mente kun, at 0.1 hektar var påvirket af projektet og tilbød en erstatning på 4.000 kroner, svarende til en hektarpris på 40.000 kroner. Men byretten var enig med L&F i, at hele 6,5 hektarer påvirkes af projektet, der tog sin begyndelse i 1999.

Derfor frifandt byretten landmanden, og tilkendte ham yderligere 180.000 kroner i erstatning oven i de allerede udbetalte 94.000 kroner.