Lyt til artiklen:

FRDK: - Vi vil rydde sten af vejen og knuse myter

00:00
Hastighed: ???x
04:38

På Dalum Landbrugsskole holdt FRDK, Foreningen for Reduceret
Jordbearbejdning i Danmark, 2. marts 2023 generalforsamling og fagdag. Det var den 24. generalforsamling i foreningen. Formand Henrik Terp bød velkommen og takkede for den store opbakning til arrangementet.

- Vi er i dag cirka 157 tilmeldte deltagere - det er flere end nogensinde før. Det siger lidt om, at vores dyrkningssystemer er populære som aldrig før, og at vi oplever en stor interesse, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aldrig før har foreningen haft flere medlemmer, og det seneste år er 50 flere kommet til. I 2019 var der 579 medlemmer, mens tallet i 2022 var 680.

- Vi er godt på vej imod de 1.000 medlemmer i 2025, som er vores mål, sagde han og fortsatte:

- Reduceret jordbearbejdning har en lys fremtid. Vi leverer på alle parametre. Klima, miljø, biodiversitet og landmændenes økonomi. Vi har løsningerne på de udfordringer, samfundet har.

Rydde de værste sten af vejen

Formanden talte om, at store fødevarevirksomheder begynder at interessere sig for dyrkningssystemerne. Arla, Nestlé, Unilever, Guinness og alle de store peger på regenerativt landbrug.

- Og vi ved jo, at regenerativt landbrug primært hviler på principperne i CA. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi går en stor fremtid i møde, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FRDK arbejder med at rydde de værste sten af vejen for de pløjefri dyrkningssystemer.

- I år har vi haft møde på Aarhus Universitet for at få en dialog i gang omkring, hvordan vi kan måle vores kulstoflagring og binding af CO2, sagde han.

Det er ifølge ham en bremseklods, at det ikke kan måles, og han efterlyser en modelberegning for lagringen i Danmark.

- Kulstoflagring i jord har et kæmpe potentiale i forhold til at minimere CO2-udledningen, og når vi har en metode til at måle det, kan vi rigtig komme i gang med omstillingen. Både CO2-afgiften og hele klimakredit-markedet er afhængigt af, at vi kan måle vores indsats, sagde han.

Når det er muligt at måle kvælstofudledning og nedbrydningstid for biochar, er det ifølge ham også muligt at modelberegne kulstoflagring i jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I år kommer vi til at se nærmere på biochars effekt på jorden. Forskning tyder på, at biochar ikke er til gavn for jordens mikrobiologi. Regnormene kan ikke lide det og flygter fra biochar. Det vil ikke være så heldigt, hvis det er tilfældet, sagde Henrik Terp.

Klimakredit-markedet er også et område, FRDK følger.

- Vi ser med stor interesse på Agreenas projekt med at sælge klimakreditter, for det vil være en blåstempling af vores system, hvis vi kan få CO2-lagringen anerkendt den vej. Og det vil også være en god ekstra indtægt, sagde formanden.

FRDK: Vi kan ikke vente på en ishockeystav

Se også:

FRDK: Vi kan ikke vente på en ishockeystav

Myteknuserne

- 2022 blev også året, hvor vi tog livtag med de mange myter, der florerer om pløjefri dyrkning og CA rundt omkring i landbrugskredse. Vi lancerede "Myteknuserne" En gruppe af hårdtslående PløjefriRådgivere, der fik manet mange af rygterne til jorden gennem artikler, videoer og podcasts, sagde Henrik Terp.

Foreningen har også lanceret fire trin af CA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har vi gjort for ikke at diskvalificere alt for mange, der arbejder efter principperne i conservation agriculture, men som af og til udfører en jordbearbejdning. Vi håber, at vi med de nye trin kan gøre systemet mere tilgængeligt og anspore flere landmænd til at komme i gang.

CA skal ikke være en religion

Under arbejdet med de fire trin udviklede FRDK en definition af Regenerativt Landbrug. Regenerativt landbrug hviler på principperne i CA, men bringer husdyr ind i systemet og forsøger at nedbringe forbruget af pesticider og handelsgødning.

- Vi er så småt begyndt at kigge nærmere på de mange nye biostimulanter, der er kommet på markedet. Det ser ud til at kunne blive en jungle af mange nye produkter, der måske ikke alle har lige stor effekt, og derfor følger vi udviklingen tæt. Vi håber på at lykkes med at lave en række afprøvninger sammen med vores samarbejdspartnere, sagde han.

Han opfordrer til, at man går kritisk ind til produkterne og afprøver dem i en stribe af marken.

- Vi hører gerne fra jer om jeres erfaringer og kan videreformidle det i vores nyhedsbrev, så vi alle kan få glæde af det. Vores efterafgrøder har været vist i forsøgs- og demonstrationsmarker over hele landet, og vi arbejder på at blive endnu bedre repræsenteret i det kommende år, sagde formanden.