Lyt til artiklen:

SLF med millionoverskud for fjerde år i træk

00:00
Hastighed: ???x
02:13

2,7 millioner kroner før skat. Det er hvad Sønderjysk Landboforening kan notere sig fra det netop offentliggjorte årsregnskab, det skriver de i en pressemeddelelse.

Det er fjerde år i træk der er overskud i millionklassen, og både ledelse og bestyrelse betragter resultatet som værende meget tilfredsstillende. Overskuddet er skabt i et år, hvor der er krig i Europa, høj inflation, rentestigninger og også turbulens i dansk landbrug med vidt forskellige markedsvilkår inden for de enkelte sektorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan være stolte af resultatet. Det er værd at bemærke, at 2022 for SLF har været et år med øget aktivitet, vi har oplevet øget kundetilgang, og vi har foretaget en del nyansættelser. Det hele har igen sikret os, at vi har kunnet fastholde en stabil økonomisk fremgang. Og det er fjerde år på stribe, konstaterer Brian Lambertsen, direktør i Sønderjysk Landboforening.

Sønderjysk Landboforening har i løbet af 2022 arbejdet videre med kulturen i huset samt målsætningen om at styrke sin markedsposition med udgangspunkt i de fire strategiske ben - kunder, medarbejdere, digitalisering samt forretningsudvikling.

- Den fortsatte fremgang i vores forretningsomfang samt årets resultat skyldes ikke mindst medarbejderne, som har ydet en stor arbejdsindsats i løbet af året. Blandt andet har 2022 budt på igangsættelse af en kæmpe digitaliseringsproces i vores økonomiafdeling, hvor vi sammen med resten af DLBR-virksomhederne har introduceret InterCount - et nyt digitaliseret regnskabsprogram. Over en treårig periode vil næsten alle vores kunder komme over på det nye system, tilføjer Brian Lambertsen.

Et andet nyt område, som har fået mere fokus i 2022 end tidligere, er ESG-rapporter.

Væsentlige bidrag til SLFs overskud kommer også fra mæglervirksomheden Landbogruppen Sønderjysk samt Syddansk Kvæg, som Sønderjysk Landboforening er medejere af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SLF beskæftiger omkring 100 medarbejdere. Regnskabet præsenteres ved foreningens generalforsamling torsdag den 9. marts.