Abonnementsartikel
Udsigt til en lavere produktion af oksekød samt diverse import- og eksportrestriktioner kan medøfre, at kvægpriserne stiger i 2008, fremgår det af Kødbranchens Fællesråds årsstatistik
Ifølge Kødbranchens Fællesråd er der udsigt til, at kvægpriserne stiger i 2008 efter fald i 2007.
Det fremgår af rådets Årsstatistik 2007, hvor man blandt andet forklarer forventningerne med, at der generelt er udsigt til lavere produktion af oksekød i EU i 2008.
Desuden bliver importen fra lande uden for EU hæmmet af blandt andet de skærpede sporingskrav for eksport fra Brasilien til EU og af de eksport-restriktioner, Argentina har indført for at lægge en dæmper på inflationen.
Underskud af oksekød
Forventningerne til udviklingen i 2008 kommer i kølvandet på et 2007, der ifølge Kødbranchens Fællesråd var præget af de øgede foderpriser, hvilket blandt andet gav udslag i en forringet økonomi i den specialiserede oksekødsproduktion.
Det var med til at øge produktionen af især ungtyre.
Men da produktionen af hundyr samtidig faldt, steg den samlede produktion i EU-25 kun svagt.
- Forbruget steg også, og tendensen med fortsat stigende underskud af oksekød, hvilket har kendetegnet markedet siden 2003, fortsatte, lyder det fra Kødbranchens Fællesråd.
Det er ifølge tallene fra Kødbranchens Fællesråd forbruget for EU-15, der steg fra 2006 til 2007, mens forbruget af okse- og kalvekød i EU-25 faldt med ganske få ton.
Til gengæld steg forbruget af både svine- og fjerkrækød i EU-25 i 2007.
Samme tendens i Danmark
Rådet fremhæver, at samme tendens med fortsat stigende underskud af oksekød gør sig gældende i Danmark, hvor produktionen har været mindre end forbruget siden 2003. Det mønster ændrede sig ikke i 2007 på trods af at produktionen steg svagt. Forbruget steg også svagt i 2007.
Kødbranchens Fællesråd forventer, at produktionen falder igen i 2008, blandt andet som følge af færre koslagtninger på grund af den forhøjede mælkekvote på 2,5 procent, der blev vedtaget i april 2008.
I alt blev der i 2007 slagtet knap 498.000 kreaturer i Danmark (et tal, der også omfatter virksomhedernes slagtninger af dyr fra Danmark på udenlandske anlæg, red.). Heraf blev der slagtet flest ungtyre og tyre, nemlig 251.900, mens der blev slagtet 183.900 køer og 45.400 kvier.
I EU-25 blev der i 2007 slagtet godt 27,6 millioner kreaturer.