Lyt til artiklen:

Seges analyse: Så mange milliarder vil ren CO2e-afgift koste landbruget

00:00
Hastighed: ???x
03:59

En ny rapport fra Seges Innovation om konsekvenserne for landbruget ved en generel og ensartet CO2e-afgift på 750 kr. pr. ton er dyster læsning.

Konsekvenserne for landbruget af en eventuel kommende CO2e-afgift vil nemlig fjerne store dele af indkomstgrundlaget og vil dermed føre til store fald i landbrugsaktivernes værdi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortæller Seges i en pressemeddelelse.

- Hvis en isoleret CO2e-afgift på den danske landbrugsproduktion vedtages uden afbødende tiltag, vil landbrugserhvervet blive drænet for likviditet og investeringskapacitet. Det vil føre til, at der ikke bliver tilstrækkelig kapacitet til at investere i grønne løsninger, og store dele af dansk landbrug vil blive udkonkurreret, siger
Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i Seges Innovation.

De danske landmænd står samlet set til at miste indtjening for op mod syv milliarder kroner om året, hvis der indføres en generel og ensartet CO2e-afgift uden afbødende foranstaltninger.

Det kan medføre et fald i værdien af aktiverne, især landbrugsjord, på 100-160 milliarder kroner. Desuden vil økonomien på 32-39 procent af de nuværende landbrug blive uholdbar og de resterende vil være alvorlig udfordret på konkurrenceevnen.

Vilkårlig beskatning

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal udarbejde forslag til en kommende CO2e-afgiftsmodel. I kommissoriet indgår blandt andet, at afgiften ikke må skade erhvervets konkurrenceevne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Beregningerne viser størrelsen af de økonomiske udfordringer, som en afgiftsmodel skal håndtere, dvs. hvor meget der er på spil samt vigtigheden af, at provenuet bliver ført tilbage til erhvervet, hvis vi skal undgå en svækkelse af landmændenes konkurrencekraft, siger Klaus Kaiser.

I rapporten påpeger Seges, at der er betydelig usikkerhed om konsekvenserne af en ren CO2e-afgift, da der ikke tidligere har været foretaget så store ændringer i dansk landbrugs økonomi og produktionsforhold.

Endvidere anføres det, at beregningerne på nuværende tidspunkt baseres på nationale normtal for udledningen, da det ikke er muligt at opgøre den præcise udledning på den enkelte bedrift.

- Hvis der indføres en CO2e-afgift på nuværende tidspunkt, vil beskatningen af landmændene være præget af vilkårlighed. For at kunne beregne CO2-udledningen er det nødvendigt med retvisende og opdaterede klimaregnskaber, så der kan beregnes et korrekt afgiftsgrundlag. Den mulighed findes endnu ikke, siger Klaus
Kaiser.

Positive incitamenter

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at måle den præcise effekt af landmændenes forskellige tiltag til at nedbringe
bedrifternes CO2-udledning, der allerede foretages eller påtænkes i de kommende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lisbeth Henricksen, der er innovationsdirektør for Seges Innovation, anerkender fuldt ud behovet for at nedbringe CO2e-trykket i landbruget.

- Beregningerne viser dog, at en CO2e-afgift er et instrument, som kan have så alvorlige konsekvenser for landbrugserhvervet, at der ikke bliver råd til omstillingen, og at produktionen i stedet vil flytte til udlandet. Hvis CO2e-målsætningerne skal nås uden at risikere, at store dele af erhvervet afvikles, bør man også inddrage andre og flere løsninger, herunder positive incitamenter, der kan motivere landmændene til at investere og innovere, siger Lisbeth Henricksen, der påpeger behovet for udvikling af flere klimaløsninger.

- Det står allerede nu klart, at de eksisterende klimavirkemidler ikke er tilstrækkelige til at opnå den ønskede reduktion. Det er derfor nødvendigt, at der nu sættes fuld fart på forskning, udvikling og innovation. Både i forhold til at kunne måle landbrugets CO2-udledning mere præcist og i forhold til at udvikle flere klimaløsninger til landbruget. Ellers kan vi ikke nå målsætningerne, siger Lisbeth Henricksen.