Abonnementsartikel
Vredo Danmark fejrede 10 år med direktør-fodbold og nyheder
Vredo Danmark kan i år fejre jubilæum i Danmark. Det er 10 år siden den første selvkørende Vredo-multitrækker kom til landet, og det blev fejret under det årlige åbent hus-arrangement hos Vredo Danmark i Vestjylland.
- Vi har gjort lidt ekstra ud af vores demonstration i år på grund af de 10 år. Blandt andet havde vi lørdag en fodbold landskamp mellem Holland og Danmark bestående af medarbejdere, forretningsforbindelser og kunder, fortæller Maarten Lerink, direktør, Vredo Danmark.
Medspiller for Danmark var selvfølgelig Vredo Danmark-direktøren, men også den hollandske direktør for Vredo var med i kampen, der iøvrigt endte 8-6 til Danmark
Trækker mange folk
Den årligt tilbagevende begivenhed med åbent hus trækker folk fra nær og fjern. Et forsigtigt skøn fra den danske direktør lød på 400-500 mennesker. Og det passer Maarten Lerink godt at vise maskinerne frem på egen grund.
- Vi var med på den første LIB-udstilling for 10 år siden. Men der er store omkostninger ved at være med til sådan en udstilling.
- Ligeledes er de selvkørende Vredo-maskiner et slags nicheprodukt. Der er et begrænset antal købere. De skal nok komme og kigge på vores produkter, selvom vi viser dem frem her i det vestjyske i stedet for i Fredericia, fortæller Maarten Lerink.
At vise maskinerne nær Ulfborg, hvor Vredo Danmark holder til, har også den fordel, at der er plads til at demonstrere maskinerne i praksis. På den måde kan interesserede lettere danne sig et indtryk af de enkelte maskiner.
Såmaskine til græs
Til dette års åbent hus kunne Maarten Lerink vise flere nyheder frem. Det gjaldt blandt andet en ny 12 meter bred græsnedfælder med kendt Vredo-teknologi.
Ligeledes var der også hentet en maskine til landet fra Holland. Den var udstyret med en klipper af mærket Herder. Som noget specielt havde den en sugeslange på selve klipperen.
Alt det klippede materiale bliver således samlet op og blæst om i en stor kasse, der var monteret på det lidt specielle eksemplar af Vredo-trækkeren.
- Ideen er, at maskinen kan samle en masse organisk materiale, som kan bruges til lave bio-ethanol af. Samtidig skal eksemplaret også vise, hvor alsidig Vredo-multitrækkeren er, fortæller Erling Chrois. Han er den danske importør af Herder-klipperne.
Maarten Lerink viste også en Vredo-såmaskine frem til åbent hus-arrangementet. Såmaskinen er en direkt-såmaskine, beregnet til at så græs i eksisterende græsmarker.
- Såmaskinen er udstyret med dobbelte skiveskær, hvor græsfrøene placeres ned mellem. Bagerst sidder der en stor trykrulle, der pakker rillen sammen igen, fortæller Maarten Lerink.
- Selvom den er meget udbredt i Holland er den ikke slået igennem i Danmark endnu, men nu må vi se, fortsætter Maarten Lerink.
Vredo med 70 kilometer i timen
Hvad der ikke er på det danske marked, er en Vredo, der kan køre 70 kilometer i timen. Sådan en har fabrikken lavet til en kunde i Tyskland. Det betyder, at maskinen kan køre på motorveje og slå rabatter der.
Om det kan lade sig gøre at få den hurtige model til landet har Maarten Lerink ikke funderet nærmere over.
- Det ville give nogle problemer med dækkene. Selv hvis maskinen på en måde kunne blive godkendt, som det skete med JCB-traktorerne, så ville man skulle have nogle andre dæk på til transport, der ikke ville være gode i marken, understreger direktøren.