Lyt til artiklen:

Økologisk Landsforening: Støt økologien med differentieret moms

00:00
Hastighed: ???x
02:17

Gennem mange år har danskerne smykket sig med titlen som økologiske verdensmestre, når det kommer til markedsandele. Og det kan vi stadig gøre i følge den netop offentliggjorte rapport "The World of Organic Agriculture" fra forskningscenteret FiBL, som viser at Danmark har verdens højeste økologiske markedsandel på 13 procent baseret på tal fra 2021. Skal verdensmesterskabet bevares fremover, kræver det dog en indsats fra flere instanser, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at 2022 har været udfordrende for hele fødevaresektoren og dermed også for økologien på grund af inflation, energikrise og krigen i Ukraine. Det betyder, at det er nu, vi skal arbejde ekstra hårdt og stå sammen både politisk, i detailhandlen og som forbrugere for at spille økologien stærkere, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Markedet er i et kæmpe dilemma. På den ene side har forbrugerne færre penge til fødevarer end for blot et år siden, og på den anden side er der stadig et stort forbrugerfokus på at købe økologiske fødevarer, der bidrager til den grønne omstilling. Hvis vi både skal gribe det krav og samtidig styrke markedet, kræver det en fælles indsats, siger hun

Differentieret moms

Økologisk Landsforening har tidligere meldt ud, at salget af økologiske fødevarer i 2022 forventes at falde i forhold til rekordomsætningsårene i 2020 og 2021, hvor corona-pandemien skabte en eksplosiv vækst i salget. Det kan være med til at sætte det økologiske verdensmesterskab under pres.

- Andre lande som Østrig og Schweiz ligger lige i hælene på os med godt 11 procent økologisk markedsandel, og vi kan risikere at blive slået på målstregen," siger hun, og peger på noget, som foreningen tidligere har forslået: En differentieret moms.

- Den danske fordel er, at vi har mange økologiske brands og et stort økologiske sortiment. Det skal vi blive ved med at have ved at stille krav som forbruger, støtte op som detailhandel og bane vejen som politiker for eksempel ved at nedsætte momsen på økologi, som EU Kommissionen har foreslået.