Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skare-konkurs fylder ordrebogen hos nordjysk slagteri
Abonnementsartikel
Konkursbegæringerne hos Skare Meat Packers og store dele af Skare-koncernen har skabt travlhed hos Himmerlandskød i Aalestrup.
I denne uge blev det niende selskab i Skare-koncernen begæret konkurs, og det betyder, at der nu er en aktør mindre på markedet med slagteri og salg af kød.
Det kan en af konkurrenterne nu tydeligt mærke.
- Med en aktør mindre både med slagteri og salg, modtager vi langt flere dyr til slagtning, og i den anden ende har vi fået flere kunder. Og de kunder, vi havde i forvejen, bestiller flere varer, siger administrerende direktør Lars Andersen fra Himmerlandskød til Viborg Folkeblad.
Det nordjyske slagteri har en kapacitet på 3.500 slagtninger om ugen, og ifølge avisen er de ved at ansætte 10 til 15 flere medarbejdere i afdelingen med opskæring i Farsø, og der skal også ansættes flere i afdelingerne i Hadsund og i Aalestrup. Det betyder, at der nu er der omkring 400 flere slagtninger hver uge.
Ifølge Himmerlandskøds hjemmeside er virksomheden Danmarks næststørste slagteri- og opskæringsvirksomhed af dansk okse- og kalvekød.
Kontrolbesøg startede nedturen
Fødevarestyrelsen politianmeldte Skare Meat Packers efter et kontrolbesøg i december 2022.
Årsagen var, at Vejen-slagteriet ikke havde styr på sporbarheden på 250 tons kød, hvoraf noget af det var fra 2010. Desuden fandt Fødevarestyrelsens rejsehold fusk med mærkning af oprindelsesland, og rejseholdet blev i første omgang nægtet adgang til virksomheden.
Efter Fødevarestyrelsens rapport blev offentliggjort, opsagde både Salling Group og Rema 1000 deres aftaler med Vejen-slagteriet.
De to virksomheder har nu i stedet valgt Himmerlandskød som leverandør.