Lyt til artiklen:

Dansk Markdemo ser dagens lys

00:00
Hastighed: ???x
02:11

I maskinbranchen har der længe været et ønske om at samle de mange mindre og individuelle markdemonstrationer til én samlet større markdemonstration. Derfor arrangerer Dansk Maskinhandlerforening nu en markdemonstration med fokus på jordbearbejdning, så-teknik og præcisions-sprøjtning.

Dansk Markdemo´s formål er, at vise maskiner og redskaber i deres rette element til både den professionelle bruger og hobbylandmanden. Demoarealet på ca. 32 hektar vil være en kombination af fremvisning af maskiner, der ikke kører demo, og områder hvor der er mulighed for at køre demo, siger konsulent i Dansk Maskinhandlerforening Erik Nissen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I samarbejde med Kolding Herreds Landboforening vil der også blive anlagt forsøgsparceller for at vise forskellige tekniske løsninger i praksis, skriver Dansk Maskinhandlerforening i en pressemeddelelse.

Fremtidens planteavl

- Hos KHL ser vi frem til, sammen med maskinbranchen, at kunne fremvise et bredt udvalg af moderne landbrugsmaskiner. Det er særlig vigtigt for os at sætte fokus på nogle af de nye tekniske løsninger, som kan bidrage til at udvikle fremtidens planteavl, siger Maskin- og Planteavlskonsulent Kasper Kjær Jensen.

- Vi har brug for at komme ud og vise, hvad vores produkter kan, siger salgsansvarlig hos Dalbo Knud Jepsen og fortsætter:

- Vi er utrolig glade for, at denne markdemo nu bliver en realitet. De danske producenter har nogle virkelig gode produkter, og man kan lave nok så mange videoer, hvor man fortæller, hvad de kan i forhold til andre, men det gør en kæmpe forskel, når man får mulighed for at bevise det i marken - og det kan vi her, siger han.

- Vi forventer, at denne demo får en høj faglighed og bliver meget målrettet vores kundegrupper, og med Erik Nissen som tovholder ved vi, at der bliver styr på logistikken, da han har stor erfaring med den del. Vi forventer også at få en masse kontakter, som vi kan arbejde videre med efter demoen, så vi glæder os meget til at deltage, slutter Knud Jepsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Markdemo afholdes den 7. og 8. juni 2023 - begge dage fra kl. 9-16 på Gelballevej 44, 6640 Lunderskov.