Abonnementsartikel

Med 350 besøgende kunne arrangørerne af årets kartoffeldag notere stor interesse for den gyldne jordfrugt

Forsøgmarker, maskiner og nye kartoffelsorter var nogle af de indslag, der medvirkede til den pæne tilstrømning til kartoffeldag ved Ikast.

Blandt de nyere sorter tiltrak Polaris sig stor interesse, da den ses som en afløser for den populære Saturna med henblik på fremstilling af kartoffelpulver.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Kartoffelmelcentralen, der blandt andet står for udviklingen af nye sorter, var repræsenteret af direktør Lars Buch. Udover sorter, der er velegnet til industrielt brug, holder han øje med forbrugernes tendenser.

- Vi kan se, at mens de ældre forbrugere holder sig til de kendte sorter, er de unge langt mere villige til at prøve noget nyt som for eksempel de små, røde kartofler, fortæller Lars Buch og fortsætter:

- Kiloprisen for en lille bakke af dem er høj, men de tilberedes hurtigt i en mikrobølgeovn, og det er, hvad de unge gerne vil have.

Kartoffelmelcentralen er beliggende i Brande, hvor man hvert år starter cirka 35.000 kartoffelplanter for at finde nye sorter. I gennemsnit bliver kun to nye sorter til noget, og udviklingsprocessens varighed for en ny sort er normalt otte år.

- Myndighederne skal derefter have den ny kartoffel til afprøvning i to år, inden den kan godkendes, siger Lars Buch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyttige erfaringer

En af de besøgende var kartoffelavler Birger Jensen fra Nees ved Holstebro, og han høstede nyttige erfaringer med hensyn til gødningsforsøgene på arealerne.

- Det var rart at kunne se og sammenligne resultaterne af de forskellige gødningsmetoder, og jeg kan da konstatere, at det er lige meget, om man bruger fast eller flydende gødning, siger Birger Jensen, der dyrker 80 hektar kartofler på sin bedrift.

Af nye sorter syntes særligt spisekartoflen ”Ditte” at have Birger Jensens interesse. Den er nemmere at arbejde med end den kendte ”Sava”. Og så efterspørger forbrugerne nye produkter:

- Man må jo følge med tiden og lave varer, som kunderne vil have, siger Birger Jensen, der har spisekartofler på halvdelen af sit kartoffelareal.

Industrikartoflerne lægger beslag på de resterende areal 40 hektar, og her har Birger Jensen valgt sorterne ”Saturna” til pulver og ”Sibo” til mel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har valgt fire sorter til spisekartofler: Sava, Inova, Ampere og lidt Bintje, fortæller Birger Jensen, der begyndte sin kartoffeldyrkning med 30 hektar.

Dermed har han næsten tredoblet sit areal og følger på den måde den generelle tendens i landbruget: Færre, men større enheder.

Birger Jensen forventer en fornuftig høst i år, men han er ikke tilfreds med priserne, der er på vej ned.

- Med 180 kroner pr. tønde er vi ved smertegrænsen. Vi skal meget gerne op i 220 kroner – ja helst 250 – for at få det til at løbe rundt, siger Birger Jensen, der også er formand for Dansk Kartoffelproducentforening.