Lyt til artiklen:

31 danske virksomheder tager på international økomesse

00:00
Hastighed: ???x
02:16

Eksporten af danske økologiske fødevarer steg med 17 procent i 2021, og fra den platform vil 31 danske virksomheder forsøge at nå endnu højere. Det skal ske via en fælles stand på økomessen Biofach 2023 i Nürnberg. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

For selvom inflation, energikrise og krig i Europa trykker stemningen på eksportmarkederne, så er virksomhederne optimistiske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er i krisetider, at man skal investere i fremtiden. Det ved de danske virksomheder, selvom de selvfølgelig også er realistiske og klar over, at det kræver tålmodighed at skabe høje vækstrater, når markedet er præget af kriser, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, og fortsætter:

- At være til stede på Biofach er et must, hvis man er økologisk producent. Det er her de internationale indkøbere får kontakter og inspiration til fremtiden.

Prominent besøg

Den danske fællesstand er resultatet af et mangeårigt samarbejde mellem danske eksportvirksomheder, Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark.

I år kan udstillerne på den danske stand se frem til at få fornemt besøg af den tidligere tyske landbrugsminister, Renate Künast, som blandt andet skal opleve de innovative nyheder på standen, hvor både store og små virksomheder er repræsenteret inden for alt fra æg, kød, chokolade, drikkevarer og ikke mindst de plantebaserede produkter.

- Det er stort, at Renate Künast kommer forbi vores stand i år. Hun har spillet og spiller stadigvæk en stor rolle for udviklingen af økologi i Tyskland og har gennem mange år brugt Danmark som rollemodel for, hvordan man politisk kan styrke produktion og afsætning af økologiske produkter. Hun refererer i sine oplæg til "Der Kopenhagenermodel", og det er vi selvfølgelig stolte over, siger Malene Aaris, CEO for Bio Aus Dänemark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske stand har fokus på bæredygtighed og på økologiens fire bæredygtige principper, der understreger økologiske fødevarer som et bud på fremtidens fødevarer. Derudover har alle de danske virksomheder revideret deres behov for brug af strøm på messen, ligesom messestanden er opbygget af genbrugsmaterialer fra tidligere år.