Lyt til artiklen:

Ny rapport: Ikke hjælp til klimavenlige kostvaner i supermarkederne

00:00
Hastighed: ???x
02:00

Danskerne har et af de største klimaaftryk fra fødevareforbruget i verden målt per indbygger.

Men selvom flere og flere forbrugere ønsker at ændre deres kostvaner i en sundere og mere klimavenlig retning ved blandt andet at reducere deres kødforbrug, så er der ikke meget hjælp at hente til den omstilling fra detailhandlen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det viser en ny rapport fra Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Vegetarisk Forening, som er en del af et internationalt samarbejde om tilsvarende undersøgelser foretaget af organisationer i Holland, Frankrig og Storbritannien.

Rapporten gennemgår de 10 største fysiske detailkæder i Danmark og vurderer deres indsats på både virksomheds- og butiksniveau for at hjælpe deres kunder med at skifte til en bæredygtig og sund kost.

- Desværre viser vores undersøgelse, at det er et underprioriteret ansvar blandt kæderne, og at de indsatser, der findes, varierer meget i både type og ambition. Supermarkedskæderne bør stå sammen om flere tiltag, der støtter forbrugerne i bæredygtige, plantebaserede fødevarevalg, siger Niklas Sjøbeck Jørgensen, der er landbrugsrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling i en pressemeddelelse.

Ifølge ham har flere af kæderne sat mål for at reducere deres indirekte udledninger af drivhusgasser og har iværksat diverse tiltag for at sænke klimaaftrykket, men de mangler konkrete reduktionsmål.

- Det globale fødevaresystem er den største enkeltstående påvirkning, mennesket har på vores planet. Den intensive animalske produktion er direkte skyld i klimaforandringer og tab af biodiversitet - også i Danmark. Detailkæderne har et indgående kendskab til, hvordan de kan påvirke forbrugernes indkøbsvaner, og de bør løfte deres del af ansvaret for overgangen til en mere bæredygtig kost, siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 10 største detailkæder kontrollerer knap 90 procent af markedet for dagligvarer i Danmark.