Lyt til artiklen:

Undgå dyre tomgangstimer med autoSTOP

00:00
Hastighed: ???x
01:37

Det er ved at være et udbredt fænomen, at mange entreprenørmaskiner selv standser motoren, hvis maskinen forlades i tomgang. Det sparer både brændstof og vedligeholdelsesudgifter, fordi timetælleren ikke ser forskel på tomgangs- og arbejdstimer.

I forbindelse med klargøring af en ny Fendt hos TBS Starup, blev værkstedet forespurgt på en lignende løsning til traktoren, fordi kunden er ret godt tilfreds med, at hans entreprenørmaskiner stopper i stedet for at køre tomgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor gik værkfører Jacob Ottosen sammen med to montørkollegaer igang med at udvikle en styring til Fendt traktorer, der sørger for at standse motoren, hvis sædet forlades mere end tre minutter.

- Styringen har sin egen sædekontakt og en justerbar timer-funktion, der går i gang, når føreren rejser sig fra sædet, og efter tre minutter standser den traktorens motor. Tændingen bliver ikke afbrudt, så data med mere ikke forsvinder fra displayet, fortæller Jacob Ottosen om systemet.

Når traktoren er standset automatisk, skal tænding slukkes og tændes for genstart af traktor.

AutoSTOP systemet har en knap til at overrule autofunktionen, til hvis traktoren for eksempel skal bruges til stationært PTO-arbejde. Overrule-funktionen slår automatisk fra igen, når traktoren standses.

- Vi har rigtig mange traktordata, der afslører, at traktorer har op imod 20 procent tomgangstimer, så der er altså rigtig mange penge at spare ved at montere dette system og reducere tomgangstiden, fortæller Jacob Ottosen.