Lyt til artiklen:

Bæredygtig griseproduktion starter i avlen

00:00
Hastighed: ???x
02:30

Det samlede foderforbrug er en af de vigtigste faktorer, der bidrager til en mere bæredygtig griseproduktion.

I et notat fra Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris, fastslås det, at foderforbruget udgør 67 procent af det samlede klimaaftryk ved produktionen af én gris. Derfor er forbedret fodereffektivitet en af de bærende søjler i avlsvirksomheden DanBreds balancerede avlsprogram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For henholdsvis smågrise og slagtegrise falder klimaaftrykket med 3,3 kilo og 6,8 kilo CO2 ækvivalenter, når grisenes foderforbrug reduceres med 0,1 FEsv per gris.

For DanBreds smågrise er foderforbruget forbedret med 0,12 FEsv per kilo vækst, og for DanBreds slagtegrise er foderforbruget forbedret med 0,25 FEsv per kilo vækst over de seneste 10 år.

30 års balanceret avlsarbejde

I dag kan du producere en DanBred-slagtegris med 22 kilo mindre foder end for bare 10 år siden. Og det skyldes det løbende, balancerede avlsarbejde.

- Vi har haft stort fokus på fodereffektivitet i DanBred-avlsdyr. Vores nuværende projekt om Metabolomisk Selektion vil bidrage til at reducere foderenhederne med syv millioner årligt. Så når vi ser fremad, vil vi stadig se en forbedring af fodereffektiviteten, siger Tage Ostersen, der er afdelingsleder i Avl & Genetik hos Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

rich-media-2
Foderforbruget udgør 67 procent af det samlede klimaaftryk ved produktionen af én gris. (Pressefoto: DanBred Denmark)

De store forbedringer for fodereffektiviteten kan mærkes i dansk griseproduktion. Den daglig tilvækst er ligeledes forbedret med 151 gram per dag i løbet af de sidste 10 år, hvilket har reduceret tiden fra fødsel til slagt med over 11 dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når hver enkelt gris æder mindre foder fra fødsel til slagt, så udnyttes ressourcerne bedre og klimaaftrykket reduceres.

Produktivitet og bæredygtighed går hånd i hånd

Ser man i stedet på overlevelse blandt pattegrise, er der også stor gevinst for klimaaftrykket.

Fokuseret avlsarbejde har bidraget til, at DanBred-søer får flere vitale grise end tidligere. Det betyder, at færre søer kan producere det samme antal slagtegrise med mindre foder end tidligere.

Når overlevelsen forbedres yderligere med et procentpoint, hvilket DanBreds nye avlsmål forventes at resultere i, reduceres klimaaftrykket med 0,5 kilo CO2 ækvivalenter per gris.