Lyt til artiklen:

Kartoffelbranchen: - Vi bliver hårdt ramt på vores kemi

00:00
Hastighed: ???x
03:37

På Vingsted hotel og konferencecenter indtog formand i Danske Kartofler, Carl D. Heiselberg, 26. januar 2023 scenen og gav sin beretning til brancheorganisationens generalforsamling.

- Velkommen til store kartoffeldag 2023. Det er dejligt, at I møder op og viser opbakning. Endelig kan vi igen mødes fysisk. Det var ærgerligt, at vi måtte holde vores 10-års jubilæum sidste år hjemme bag skærmen. Men selvom vi i 2022 har haft fat i rigtig mange ting, så dominerer et meget alvorligt emne omkring skimmelbekæmpelse min beretning, sagde formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der var cirka 160 deltagere tilstede, hvoraf 24 var udstillere fra forskellige virksomheder.

En del af beretningen stod i kemiens tegn, da branchen, som Carl D. Heiselberg udtrykte det, står i en den ulykkelige situation vedrørende et muligt forbud mod cyazofamid, der er det virksomme stof i Ranman Top og i blandingspartner Azuleo i Zorvec.

Hårdt ramt på kemien

- Vi er nu virkelig hårdt ramt på vore skimmelmidler, som vi har skrevet i op til flere nyhedsmails. VAP -rapporten for blev frigivet i sidste uge viser, at vi har et problem med DMS og DMSA, som er to nedbrydningsprodukter eller metabolitter fra Ranman Top, sagde Carl D. Heiselberg.

DMS har tidligere kun været forbundet til Euparen (tolylfluanid), som har været anvendt i frugt og bær, hvor man har haft mistanke, samt til blandt andet Gori-træbeskyttelsesmidler, og nu ifølge VAP-rapport også fra nedbrydning af Ranman Top.

- Der er ingen i Europa, som tidligere har haft fokus på denne metabolit, men på grund af de specielle danske regler for beskyttelse af grundvand, er grænseværdien sat til 0,1 mikrogram pr. liter , når vi ikke kender til giftigheden, sagde formanden og fortsatte:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at vi prøver alle greb for at få flere data vedrørende eventuelle kræftfremkaldende og hormonforstyrrende effekter af specielt DMSA.

I EU er midlet blevet godkendt 15 år i 2021 uden hensyntagen til DMSA, men der er stort fokus i Danmark på at passe på drikkevandet, så det kan drikkes urenset.

rich-media-3
Carl D. Heiselberg er formand i Danske Kartofler. Foto: Anders Melchiorsen.

Helt godnat

- Det vil være helt godnat, hvis de midler, der er på lager, skal sendes på kommunekemi og undersøgelser senere viser, at vi godt kan bruge det i 2023-24 eller 25, når nye data bekræfter formodningen om at det ikke er giftigt. Vi håber på en forståelse i Miljøstyrelsen og hos politikerne, sagde Carl D. Heiselberg.

Viser det sig, at Danske Kartofler selv skal undersøge DMSA, så foreslog formanden, at brancheorganisationen eventuet skal rydde bufferen på egenkapitalen og håbe, at virksomheder og avlere efterfølgende vil sørge for at den igen rammer den ene million kroner, som Danske Kartofler har sagt er nødvendigt for at kunne imødegå uventede situationer.

- Jeg har dog aldrig tænkt på noget så alvorligt, når jeg har sagt, at det er nødvendigt med en vis egenkapital. Men for erhvervet er det en god lodseddel at købe. Merprisen i år ved at anvende blandinger og øge doseringerne af midler, for at undgå med yderlige resistens mod de tilbage værende midler, vil blive på cirka 40-60 millioner kroner med risiko for at nogle vil springe over, hvor gærdet er lavest, sagde formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre bestyrelsesmedlemmer på valg

Efter formandens beretning var der valg til bestyrelsen. Der var tre bestyrelsesmedlemmer på valg for en to-årig-periode.

  • Spisekartofler: Jan Nørgaard
  • Stivelseskartofler: Carl D. Heiselberg
  • Stivelse/pulverkartofler: Kurt Friis Jørgensen

De modtog alle genvalg, og der var ikke modkandidater. Det endte med genvalgt til alle tre.

Der blev valgt fem suppleanter:

  • Læggekartofler: Lars Steffensen
  • Spisekartofler: Tom Rosenkvist
  • Stivelseskartofler: Viggo Conradsen
  • Stivelse/pulver/proceskartofler: Peter Møller Andersen
  • Økologi: Anders Stensgaard