Lyt til artiklen:

Mælkeproducenter skummer fløden

00:00
Hastighed: ???x
06:05

Danske mælkeproducenter har ikke økonomisk gjort væsen af sig før i tiden. De regnskabsmæssige bølger kunne mest af alt omtales som skvulp, og udsvingene i overskuddene har været relativt beskedne.

Men den fortælling er en helt anden for 2022, hvor hvor mælkeproducenterne er kommet ud med et historisk højt resultat på 6,1 millioner kroner i snit for en bedrift med 341 årskøer, det skriver Velas i en pressemeddelelse, på baggrund af en tidlig analyse af de færdige regnskaber for 2022.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der er ingen tvivl om, at de er kommet ud af året med et kæmpe overskud, og det er samtidig det absolut bedste resultat i dansk mælkeproduktions historie. Jeg vil gå så langt som at sige, at det bliver aldrig bedre, lyder det fra Knud Kirkegaard, driftsøkonom i Velas, der har analyseret på 19 regnskaber.

Årets resultat er en stigning på hele 3,8 millioner kroner i forhold til 2021-tallene, hvor overskuddet var på 2,3 millioner kroner. Årsagen til den rekordstore indtjening skyldes langt overvejende mælkeprisen, der i løbet af året steg med raketfart til luftlag, den aldrig havde befundet sig i før.

Godt mælkeår

Gennem året har mælkeproducenterne fået hele 1,15 krone mere pr. kilo mælk i forhold til året forinden, hvilket svarer til en gevinst på 4,7 millioner kroner for de udtrukne bedrifter. Når provenuet fra den stigende mælkepris så "kun" ender på 3,8 millioner kroner, skyldes det at udgifterne samtidig også er steget markant gennem året.

- Udgifterne til foder steg voldsomt hen over sommerhalvåret, energipriserne blev fordoblet, og samtidig steg udgifter til løn og vedligehold også. Det sætter sig helt naturligt i bundlinjen, siger Søren Clausen, driftsøkonom, der supplerer ved at rose producenterne for deres snusfornuft.

Der er nemlig blevet lagt til side til en regnvejrsdag i form af, at konsolideringen for den enkelte producent er steget fra 1,4 millioner kroner til 3,7 millioner kroner i år. Der er i snit blevet investeret 3,5 millioner kroner mod 2,5 millioner kroner året før, og der er afdraget 2,3 millioner kroner på bankgælden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig er pengekassen til at investere og afdrage for gået fra 2,7 millioner kroner i 2021 til hele 6,2 millioner kroner i 2022.

- De har i den grad lagt penge til side, og verden ligger lige nu for deres fødder. I bankerne er mælkeproducenter blevet særdeles attraktive kunder, og vi må sige, at de nu er rykket op i Superligaen - og de er der for at blive, siger Knud Kirkegaard og uddyber:

- Mælkeproducenterne vil blive ved med at være på toppen, for vi ser ind i, at de også i de kommende år vil tjene rigtigt gode penge. Alene i 2023 forventer vi at se et overskud på omkring 3 millioner kroner for denne størrelse nær 350 køer., siger han.

Jubelår for planter

Ligesom mælkeproducenterne gør planteavlerne ofte heller ikke meget væsen af sig selv, når det kommer til de store, prangende overskud, når årets resultat gøres op. Igen, indtil 2022.

Her slår de nemlig rekordåret 2021 og lander i 2022 et resultat på 2,2 millioner kroner mod 1,2 millioner kroner året forinden, begge beregnet ud fra en bedrift på 260 hektar i snit. Det skal ses i lyset af, at 2020 endte med et resultat på 800.000 kroner i snit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens avlen i 2022 har været nogenlunde på niveau med 2021, så skal årsagen til det forbedrede resultat findes i priserne. Hvede og specielt vårbyg har haft en stor fremgang avlsmæssigt i forhold til år 2021, og samtidig er afregningsprisen steget fra godt 150 kroner til 200 kroner pr. hektokilo.

- Planteavlen har altid været en lidt ufarlig midte, hvor udsvingene aldrig har været så voldsomme som hos husdyrproducenterne. Men de sidste to år er der for alvor blevet rykket ved den fortælling, og fremgangen har været ganske markant, siger Søren Clausen.

Soholderne beholder skindet på næsen

Hvis man ser på soholderne med cirka 1.000 årssøer, så ændrer billedet sig dog. Her har der gennem året været udfordringer, men de holder skindet på næsen og præsterer stadig flotte overskud, hvilket særligt er drevet af en stigende notering i fjerde kvartal.

For 2022 ender soholderne således med et resultat på 2,5 millioner kroner, hvilket står i skærende kontrast til sidste års overskud på en halv million kroner

- Det er et lidt overraskende resultat, særligt fordi man i branchen taler så meget om, at de er udfordrede. Der er ingen tvivl om, at det ikke er en nem periode at være svineproducent i, men en del af dem holder skindet på næsen, siger Knud Kirkegaard, der dog også understreger, at en del af resultatet er båret af en konjunkturgevinst i form af prisstigning på de dyr, der går i stalden ved statustidspunktet. Denne gevinst beløb sig i 2022 til 1,6 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et udtryk for, at stigningen i afregningsprisen er blevet ædt op af stigende foderudgifter, der steg med godt 30 procent svarende til 1.800 kroner pr. so. Det sætter sig helt naturligt i regnskabet, ligesom energipriserne blev fordoblet og lønudgifterne steg meget året igennem.

Slagtegrisene bæres af planteavlen

Resultatet for 19.000 producerede slagtegrise og 300 hektar endte på 4,0 millioner kroner mod sidste års 2,5 millioner kroner. Selve grisen holdt kun lige niveauet i kraft af konjunkturfremgang, medens de 300 hektar står for fremgangen i kraft af planteavlernes store stigning i pris og til dels mængde. Der opleves i år ekstra store spredninger med baggrund i købsaftaler og fodring med eller uden eget korn.

- Også for 2023 ventes der yderligere fremgang for griseproducenter, om end årets første noteringsændringer desværre vender den forkerte vej og lægger pres på behovet for forbedrede bytteforhold senere på året, konkluderer Knud Kirkegaard.