Abonnementsartikel

Case IH er på vej med længe ventede trinløse transmissioner til både Puma og Magnum

Case IH nærmer sig med hastige skridt lanceringen af trinløse transmissioner i nye traktorer.

En Puma-model på over 200 hestekræfter med trinløs transmission skulle være på vej inden udgangen af 2008, og inden udgangen af 2010 lover Case IH traktorer på op til 380 hestekræfter med trinløse transmissioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med et årligt budget på én milliard kroner til forskning og udvikling er vi langt med en trinløs transmission til vores Magnum-traktorer. Inden udgangen af 2010 kan vi tilbyde trinløse transmissioner på traktorer fra 95 til 380 hestekræfter, siger Gerry Salzmann, øverste boss for marketing hos Case IH.

Magnum med kørehåndtag

Case IH har erkendt, at der er et stykke tid til den trinløse transmission kommer til de nye magnum-traktorer. Derfor har de lanceret et stykke software til de nuværende Magnum-modeller, der skal give traktoren egenskaber á la en trinløs transmission.

Automatic Productivity Management (APM) hedder systemet. Og funktionen kommer fra Case IH’s CVX-modeller.

APM er enkelt at betjene og går i sin enkelthed ud på, at traktorpiloten selv vælger, om han vil køre en brændstoføkonomisk strategi eller en aggressiv strategi.

APM betjenes ved hjælp af gashåndtaget, og gashåndtaget fungerer i APM-funktionen lidt som kørehåndtaget i en mejetærsker, hvor den bestemmer fremkørselshastigheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Traktorpiloten skubber gashåndtaget frem til en ønsket hastighed og kobler APM-funktionen til. Derudfra arbejder traktoren, så den bruger mindst muligt brændstof ved at geare op og ned efter forholdene. Softwaren overvåger nemlig samspillet mellem motor og transmission.

Ønsker traktorpiloten at ændre hastigheden, skal han blot trække gashåndtaget tilbage eller skubbe det frem, og APM funktionen indstiller gear og motoromdrejninger på ny til den mest økonomiske drift.

Nogen trinløs transmission er systemet ikke. Men som chauffør kan man få nogle af fordelene fra den trinløse transmission, selvom traktoren stadig er udstyret med en powershift-transmission.

Og der er udsigt til en større besparelse på brændstof med APM.

- Vores første test viser, at vi sparer omkring 10 procent på brændstofforbruget, forklarer Andrew Parsons fra Case IH.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Yderligere testkørsler i Nebraskas testcenter kunne ingeniørerne fra Case IH også glæde sig over. Her opnåede systemet en besparelse i brændstof på 12,4 procent ved 100 procents belastning i forhold til kørsel uden systemet tilkoblet.