Lyt til artiklen:

Massiv pres for stop med fiskemel

00:00
Hastighed: ???x
01:50

En ny undersøgelse fra DTU viser, at der er fundet PFAS i nogle økologiske æg. Problemstillingen med PFAS er alvorlig, og Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer følger situationen tæt, skriver Økologisektionen i en pressemeddelelse.

- Vi ønsker et stop for brug af fiskemel i foderet indtil de nærmere omstændigheder er klarlagt. Jeg har stor forståelse for de udfordringer det giver, men fødevaresikkerheden er altafgørende, og vi skal værne om den høje tillid, der er til økologiske produkter. Nu skal vi på tværs af myndigheder, producenter, fagfolk og foderstofbranche undersøge sagen nærmere, så vi kan finde en permanent løsning på problemet, siger Hans Erik Jørgensen, formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

PFAS er fundet i økologiske æg fra hønsefarme fra hele Danmark, mens indholdet var lavt i frilands-, skrabe-, og burhønse-æg. Det viser en undersøgelse som DTU Fødevareinstituttet har lavet i samarbejde med Fødevarestyrelsen.

Stofferne er med stor sandsynlighed overført via det fiskemel, der bruges til foder. Mistanken til fiskemelet opstod, da en meget ensartet koncentration og sammensætning af PFAS-forbindelser er fundet på tværs af store besætninger, der bruger økologisk foder, skriver DTU i en pressemeddelelse.

- Det er altafgørende for mig, at vi tager problemet seriøst, så forbrugerne også fremover kan være helt trygge ved økologiske æg. Landbrug & Fødevarer har tidligere opfordret politikerne til at få udarbejdet en handlingsplan, så vi kan håndtere PFAS-problematikken, som findes mange steder i samfundet. DTU's undersøgelse gør den opfordring endnu mere aktuel, og vi kommer til at følge problematikken om PFAS tæt, siger Hans Erik Jørgensen, Økologisektionen L&F.