Lyt til artiklen:

Inflation og energikrisen fylder i DM&E's årsberetning

00:00
Hastighed: ???x
05:15

- Knap var 2022 gået i gang, og vi kunne glæde os over at corona-pandemien var ved at slippe sit tag, inden en ny krise skulle ramme samfundet, beretter DM&E's formand Søren Ulrik Sørensen til foreningens årsmøde, det blev afholdt som afslutning for DM&E Vidensdage den 19. og 20. januar 2023.

Det er naturligvis Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar, som Søren Ulrik Sørensen nævner i sin årsberetning, der er den krise, som har haft stor påvirkning i 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først steg prisen på korn markant i kølvandet på, at Europas to største kornleverandører lå i krig med hinanden, efterfulgt af energikrisen.

Græsland

Messerne er for alvor vendt tilbage i 2022, og DM&E har været aktiv på blandt andet kloakmessen, Græsland, Langesø og Agromek.

Blandt højdepunkterne i 2022 nævner Søren Ulrik Sørensen sommerens Græsland-arrangement som en af de største oplevelser. Det er et særligt arrangement som DM&E er stolt af at være en del af.

Græsland præsenterede flere nyheder, heriblandt verdensnyheder, og slog endnu engang besøgsrekord med 6.000 tilskuere.

- At være en del at hele dette arrangement og se den entusiasme alle vores medarbejdere lægger for dagen og den opbakning eventet har - det er en fantastisk følelse. Vi håber, I har lyst til at være med igen til Græsland 2025. Stedet er Elmegården ved Frederiks i det midtjyske - samme sted som i 2022. - Sæt allerede nu kryds i kalenderen. På Græsland 25 vil udstillingen og det faglige være i centrum, siger Søren Ulrik Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Græsland bliver til i samarbejde med Elmegården, der lægger areal til, DLF, DM&E og Maskinbladet, og Græsland 2025 er lagt i kalenderen onsdag den 4. juni 2025.

Prisstigninger

Energikrisen og i særdeles stigninger på brændstofpriser har været årsag til store prisstigninger på maskinstationernes arbejde for kunderne. Ligeledes er prisstigninger på maskiner en medvirkende årsag.

Der er også stigninger at spore, når det kommer til arbejdsmængden, ligesom antal ansatte har vist en lille stigning, og det skaber derfor optimisme i faget.

Samlet set meldes der i DM&E Agros brancheundersøgelse om forventninger på niveau med 2021, som branchemæssigt var det bedste år i de seneste fem år.

Politik og politi

Med til år 2022 fulgte også endnu mere skrivebordarbejde for DM&E's medlemmer, da forkortelser som ESG, DSR og CO2 er dukket op som emner for maskinstationerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Klima og bæredygtighed udstikker dagsordenen for det arbejde, vi kommer til at udføre i fremtiden. Vi er heldigvis godt rustede, for vores primære kunder, landbruget, er en del af løsningen, omend i en ændret udgave end vi har været vant til, fortæller Søren Ulrik Sørensen.

Arbejdet for et internationalt traktorkørekort fortsætter, der samles opbakning i Europa, og som noget nyt er der også opbakning fra de danske samarbejdspartnere.

Det samme gælder arbejdet med at sikre bedre efterlevelse af regler for gylleudbringning. I den seneste bekendtgørelse fra august 2022, er fokus flyttet fra serviceudbyderen til landbrugeren, der bestiller servicen. Det er et skridt i den rigtige retning set med DM&E-briller.

Politiet varslede inden årsskiftet til 2022, at der villle komme øget kontrol af landbrugsmaskiner.

- Som forventet var det dog relativt begrænset, hvor grove sager vi fik forbi kontoret i Vejle. I et regelsamfund som det danske kan politiet næsten altid finde et eller andet, der giver anledning til at lufte bødeblokken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har dog oplevet at politiet enkelte gange er faret frem med bål og brand. Havde politiet så haft grundlag for deres voldsomme fremfærd var det acceptabelt, det har dog langt fra været tilfældet. DM&E har derfor været i dialog med politiet omkring deres generelle tone over for trafikanterne, siger Søren Ulrik Sørensen.

2023

DM&E er ikke i tvivl om, at landbruget også i 2023 står over for store forandringer, som også får indflydelse på hvordan maskinstationerne skal udføre deres arbejde.

Landbruget kommer til at betale en CO2-afgift, stadig af ukendt størrelse, og politikkerne har lovet at pengene føres tilbage til erhvervet i form af tilskud, modellen er dog stadig ukendt.

- Det at sikre, at maskinstationerne bliver en del af støtten til den grønne omstilling, er en nødvendighed. Vi vil selvfølgelig holde fast i det standpunkt, at det er bedre at støtte anvendelsen af en ny teknologi end at støtte købet af nye teknologier. Dette bliver et af de store emner i fremtidens dialog med myndighederne, siger Søren Ulrik Sørensen.

2023 bliver også et år hvor DM&E vil arbejde med rekruttering og fastholdelse af gode og kvalificerede medarbejdere. Mange af de unge har et andet billede af arbejdstid, samt et stort behov for at være sammen med vennerne, der konflikter med de sæsoner, som maskinstationerne arbejder i.