Lyt til artiklen:

Landmand og vandværk indgår BNBO-aftale på eget initiativ

00:00
Hastighed: ???x
02:04

Flere parter taler ofte om, hvor svært det kan være at få lavet BNBO-aftaler mellem vandværker og landmænd, hvis arealer skal udlægges til BNBO. Det skriver Sagro i en pressemeddelelse, hvor de også skriver, at John Hjorth, formand for Livbjerggård Vandværk og gårdejer Martin Christensen, Hjerm ikke genkender det billede.

I foråret 2022 tog John Hjorth fra vandværket kontakt til Martin Christensen, som har marker hvor Livbjerggård Vandværk pumper vand op til deres 172 forbrugere. Fra Struer Kommune havde vandværket modtaget et kort, der viste BNBO-området. Altså området, hvor der ikke må sprøjtes med kemikalier. I praksis betyder det for Martin Christensen, at han ikke længere kan dyrke arealet på konventionel vis, men skal dyrke det som økologisk markbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter fælles rådgivning fra Holstebro Struer Landboforening, var der hurtig enighed om hvilket areal, der ikke længere måtte drives konventionelt. Og parterne var også enige om hvilke ulemper og økonomiske konsekvenser den ændrede driftsform vil have for Martin Christensen.

- Vi hører, at nogle vandværker hyrer mange eksperter ind for at lave mange forkromede regnestykker på, hvordan man skal kompensere landmændene. I vores tilfælde brugte vi almindelig snusfornuft og aftalte en kompensation, som begge parter kunne se det retfærdige i. Vi har ikke været i en situation, hvor vi har tilkaldt en masse eksperter, som vi hører, kan være med til at skabe splid og spektakel. Vi kan derfor opfordre de steder, hvor man endnu ikke har fået afsluttet BNBO aftalerne til at få afklaret hvilket areal, det drejer sig om og sæt jer så sammen og i fællesskab finde hvad en rimelig kompensation vil være - uden en masse dyre eksperter, siger Kristian Gade, der er formand for Holstebro Struer Landboforening.

Når parter først nu kan underskrive aftalen, er der ikke tale om uenigheder om aftalen. Det er derimod afklaring af skattemæssige spørgsmål der har trukket ud, skriver Sagro.