Lyt til artiklen:

Kun medicinrester i én ud af 12.000 prøver

00:00
Hastighed: ???x
01:35

Fødevarer i EU skal være fri for forbudte hormoner og medicinrester, og derfor fører alle EU-lande kontrol med bl.a. landbruget, æg-pakkerierne og mejerierne. I Danmark står Fødevarestyrelsen hvert år for cirka 12.000 prøver, hvoraf 8.000 er fra grisestalde og svineslagterier, næsten 2.000 er fra malke- og kødkvægsbesætningerne og omkring 1.500 fra blandt andet æg, fisk, ænder og kyllinger.

2021 var ingen undtagelse, og her er resultatet nu offentliggjort på Fødevarestyrelsens hjemmeside

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I én enkelt prøve ud af 12.000 blev der fundet rester af antibiotika over grænseværdien. Det er et meget tilfredsstillende resultat, som igen viser, at landbruget og dambrugerne ved, hvad det kræver at holde æg, dyr og mælk fri for medicinrester, siger kontorchef Christian Strøyer, Fødevarestyrelsen.

Det er Fødevarestyrelsens tilsynsførende, som tager prøverne under deres daglige kontroller på slagterierne, og når de er på tilsyn i landbrugsbesætninger. Det var i en prøve taget på et slagteri, at laboratoriet fandt en enkelt so, hvor landmanden ved en fejl havde sendt dyret til slagtning, før medicinen var ude af kroppen.

- Lægernes muligheder for at behandle sygdomme og infektioner er truet af bakterier, der er resistente over for nogle typer antibiotika. Vores mange kontroller er med til at sikre, at landbruget rent faktisk afslutter den medicinske behandling af deres dyr, inden vi spiser deres æg og kød eller drikker deres mælk, siger Christian Strøyer.