Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kartoffelproduktionen trues af stigende resistens hos kartoffelskimmel
I august 2022 rapporterede Seges Innovation, at kartoffelskimmel var svært at bekæmpe flere steder i Danmark. Virkningen af bekæmpelsesmidlet Revus (mandipropamid) var af varierende karakter og i mange tilfælde lavere end forventet, det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Den udmelding fik alarmklokkerne til at ringe, skriver universitet, da Revus er et meget vigtigt fungicid til forebyggelse af alvorlige angreb af kartoffelskimmel, og der findes kun et begrænset udvalg af fungicider til bekæmpelse af skimmel i kartofler. Hvis Revus derfor ryger ud af ligningen, så vil bekæmpelsesmulighederne begrænses, og der er risiko for udvikling af resistens over for flere af de resterende fungicider.
Resistens i en bestemt genotype
Aarhus Universitet har forsket i bekæmpelse af kartoffelskimmel i mere end 25 år. Seniorrådgiver Jens G. Hansen fra Institut for Agroøkologi er en af koordinatorerne for EuroBlight - et Europæisk netværk for forskere om kartoffelskimmel. Her har man siden 2007 overvåget udviklingen af nye varianter af kartoffelskimmel i samarbejde med forskningsinstitutioner, rådgivningstjenester, kartoffelindustrien og den agrokemiske industri.
Han fortæller, at det er en særlig genotype der er resistent overfor mandipropamid. Den kendte genotype EU43 er sandsynligvis muteret, og det har givet den nedsatte følsomhed. EU43 blev fundet i et lavt niveau for første gang i Danmark i 2018, men frem til 2021 er forekomsten gradvist steget til 21 procent af den samlede population
- I 2022 indsamlede vi i alt cirka 250 isolater, nogle indsamlet strategisk i mange marker som DNA på FTA-kort til genotypebestemmelse, ligesom vi har gjort tidligere år. Andre blev udtaget fra primært problemmarker og -forsøg, som levende prøver til testning af fungicidresistens. DNA resultaterne viste, at mellem 2021 og 2022 er forekomsten steget dramatisk fra 21 procent til hele 45 procent i 2022. Når vi ser en så hurtig stigning og på samme tid modtager flere rapporter om en reduceret effekt af Revus, så bliver vi meget bekymrede. Vi besluttede os derfor for at undersøge, hvorfor denne variant har en fordel i forhold til andre typer af det samme patogen, siger Jens G. Hansen.
Bekymrende resultater
Sammen med rådgivningstjenesterne og partnere fra industrien har forskerne indsamlet prøver af kartoffelskimmel. I 2022 indsamlede de cirka 200 levende isolater af kartoffelskimmelsvampen fra marker, der havde problemer med kartoffelskimmel, og hvor Revus blev brugt som en del af bekæmpelsesstrategien.
- Blandt de første 47 levende isolater var 85 procent af genotypen EU43. Vi har efterfølgende testet fem af isolaterne for følsomhed over for Revus, og de var alle 100 procent resistente, siger Postdoc Isaac K. Abuley fra Institut for Agroøkologi.
De fem isolater blev alle indsamlet fra vigtige kartoffelområder i Jylland. Universitetet er kun halvvejs igennem analysen, så dette er kun et første indblik i resultaterne.
Aarhus Universitet har et tæt samarbejde med kolleger på James Hutton Institute i Skotland. De foretager genotypning af de fleste isolater, der er indsamlet i Europa via EuroBlight-netværket. I 2021 blev i alt 2667 isolater fra 27 forskellige lande genotypet. Indtil 2021 blev EU43-varianten kun fundet i Danmark, men EuroBlight-netværket vil følge udbredelsen og udviklingen af denne nye variant i en europæisk kontekst.