Debat: Store kræfter er på spil - men vi kan selv gøre en forskel

Vi lever i brydningernes tid. Volatile markeder, hvor selv de mest indsigtsfulde, ikke kan spå en måned frem. Store kræfter styrer vores hverdag. Men vi kan selv gøre en forskel. Det gælder på den enkelte bedrift, om at få mest muligt ud af de omskiftelige forhold. At sælge og/eller købe alt på en gang, er ikke længere god latin. For ingen kan ramme toppen, eller bunden. Men uanset om man er heldig eller har været det, gælder det om at have noget at handle med.

Som planteavler, har der været gode muligheder for at tjene penge de seneste år. Bytteforholdet mellem salgsafgrøder og forbrugsvarer, har været gunstigt. Også selv om du ikke har været heldig med at ramme toppen. Det næste år ses også positivt ud for planteavlerne. Selv om energi og gødning stadig er højere end vi er vant til, er afgrødepriserne stadig historisk høje.

Spar ikke på gødningen

Har din jord potentialet, er det ikke i 2023, du skal spare på gødningen. Et lavere gødningsforbrug viser sig straks på udbyttet og proteinniveauet. Du får hvad du giver. Den gødning, som du sparer, er væk for evigt. Og den udpining af jorden, som er sket de seneste 35 år, fortsætter.

For vi udpiner stadig jorden. For hver gang dine afgrøder bortfører mere næringsstof, end du tilfører, forringer du jordens indhold af humus og kulstof. Det er ikke bæredygtigt. Vi efterlader en jord til vores efterkommere, der er ringere, end den vi selv overtog. Det er ikke bæredygtigt.

Øget fødevareproduktion og bedre klima er ikke modsætninger

Landbruget har en enestående chance for at vise, at vi kan være med til at løse klimaudfordringen. Vi kan øge fødevareproduktionen og samtidig lagre CO2 i jorden.

Der er en tendens til at opfatte det at øge fødevareproduktionen med en øget miljø- og klimabelastning. Men med nytænkning og anvendelse af den nyeste teknik og viden, kan vi slå alle fluer med et smæk.

CCS (Carbon Capture and Storage)

På sommerens Folkemøde på Bornholm, hørte vi et meget interessant indlæg, om hvordan man arbejder med at pumpe CO2 ned i jorden. Metoden hedder Carbon Capture and Storage (CCS). CCS virker ved at indfange CO2 og deponere den nede i undergrunden. Med klimaaftalen for energi og industri med videre af 20. juni 2020 er det besluttet, at fangst og lagring af CO2 skal være en vigtig brik i indfrielsen af Danmarks klimapolitiske mål.

Metoden testes aktuelt i et stort samarbejde mellem forskning og virksomheder. Metoden forventes på sigt at kunne binde halvdelen af Danmarks internationale forpligtelser i form af reduktion af overskud af drivhusgasser. Ideen giver god mening og der findes egnede forhold i undergrunden under Danmark til at lagre de store mængder CO2. Imidlertid er metoden ekstrem ressourcekrævende og vil belaste det danske samfund med meget store milliardomkostninger.

Man forventer en pris mellem 50 og 250 euro/tons CO2. Regeringen har vurderet at man i Danmark i 2030 kan binde op til 10 mio. tons. Svarende til en årlig omkostning på ca. 4-18 milliarder kroner. Det er en voldsom omkostning for det danske samfund.

Der er en anden og meget billigere vej

Uden at forklejne eller afskrive ovenstående, kan det faktisk gøres meget billigere og med meget større samfundsmæssige fordele: Vi kan binde kulstof i det øvre jordlag.

Verdenssamfundet mangler fødevarer. Vi har aktuelt en fødevarekrise, som der er en risiko for vil vare i mange år frem, da det globale forbrug stiger mere end produktionen.

Kan kulstofbinding i muldlaget øge fødevareproduktionen?

Vi kan lagre kulstof i det øvre jordlag, i stedet for at indfange og pumpe CO2 dybt ned i jorden. Ved at øge humusindholdet i jorden, kan vi lagre kulstof i muldlaget. Det øger jordens produktionsevne og vitalitet. Et øget humusindhold forbedrer jordens egenskaber og reducerer konsekvenser af tørke og kraftige regnskyl. Samtidig bliver jorden 'nemmere' at have med at gøre, hvilket igen reducerer behov for energi til at behandle jorden med maskiner.

Nøglen til dette er 'Power-to-X'. Power-to-X er et antal elektricitets og energilagrings - omdannelsesveje, som anvender overskydende strøm, typisk under perioder hvor produktion af energi er større end behovet.

Vi kan ikke styre sol og vind, men vi kan udnytte overskuddet af energi

I Danmark har vi valgt at satse på vedvarende energi, primært i form af solceller og vindmøller. Da disse anlæg producerer energi, som solen skinner og vinden blæser, er der perioder, hvor anlæggene i stigende grad vil producere energi, som der ikke er behov for. Denne energi er stort set gratis. Den kan derfor anvendes til formål, som måske ikke ville være konkurrencedygtige, hvis produktionen skulle betale markedsprisen. I hvert fald til en start.

For at lagre kulstof (CO2) i muldlaget, skal der anvendes kvælstof, fosfor og svovl, samt organisk materiale. For at øge kulstofindholdet i jorden med et ton, skal der anvendes 90 kilo kvælstof, 20 kilo fosfor og 14 kilo svovl, samt organisk materiale.

Power-to-X hjælper på klimaregnskabet

Power-to-X kan ved hjælp af overskudsenergi og pyrolyseprocessen producere fossilfri energi til langdistance transport med fly, skibe og lastbiler. Power-to-X processen kan producere blandt andet brint. Men der kan også produceres ammoniak (kvælstof), som hentes fra atmosfærens indhold af kvælstof. Den luft vi indånder indeholder 78 procent kvælstof og kun 21 procent ilt.

Så der er nok kvælstof at tage af. Processen er meget ressourcekrævende, men med Power-to-X, er processen blevet billigere. Så den ene af de begrænsende ressourcer for at binde kulstof i jorden, ligger lige for. Som et biprodukt i pyrolyseprocessen dannes kulstof, som kan strøs ud på landbrugsjorden. Derved bindes også CO2.

Masser af fosfor i bundsedimentet. Lige til at grave op.

Det andet næringsstof, der skal til for at binde kulstof i jorden er fosfor. Selv om vi opfatter fosfor som en begrænset ressource, ligger der i sedimentet i søer, åer og fjorde, fosfor nok til vores tid, udvasket gennem de seneste århundreder, fra spildevand og sediment fra landbrugsjorden. Ved at opsamle fosfor fra bundsedimentet, kan vandmiljøet forbedres drastisk. Sedimentet kan med fordel graves op, sammen med fosfor. Derved har vi den fjerde forudsætning, som sammen med blandt andet halm, kan binde kulstof i jorden.

Det tredje næringsstof, der skal bruges i kulstofbindingsprocessen er svovl. Hvert år, renses svovl ud af kraftværkernes røg. I dag anvendes en del af svovlen i gipsproduktionen eller som svovl i blandt andet flydende gødninger.

En mere frodig jord, øger fødevareproduktionen

Når jorden bliver mere vital, som konsekvens af det højere humusindhold, får vi en sidegevinst i øget CO2-binding i afgrøderne. En normal hvedemark optager 15-25 ton CO2 pr. hektar. Ved at øge vitaliteten i form af mere humus, øges potentialet i fødevareproduktionen. Derved kan CO2 bindingen øges til 30-40 tons CO2 pr. hektar. Ingen skove eller udyrkede arealer, kan binde tilsvarende store mængder CO2.

Mange fordele ved at binde kulstof i jorden

Vi har derfor alle ingredienser, der skal til for at binde kulstof (CO2) i muldjorden. Fordelene er åbenlyse:

Tiden er ikke til begrænsninger i fødevareproduktionen. Vi kan både øge fødevareproduktionen, gavne vandmiljøet og opfylde vores klimaforpligtelser. Vi behøver ikke vente. De som har evnen, har også forpligtelsen.

Med ønsket om et godt nytår til alle fra AgroPro Danmark v/ direktør Vagn Lundsteen