Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nytårshilsen: Årets produktion af halm indeholder 5 mio. tons CO2
Halm skal anvendes til varme- og elproduktion i mange år fremover. Kraftværkerne har planer om at trække CO2 ud af skorstenen og lagre det i undergrunden eller til fremstilling af brændstof. En anden måde er at få kul ud af halmen og deponere det i landbrugsjorden ved anvendelse af pyrolyseteknologier. Lignende muligheder er der med pyrolyse af restprodukter fra biogasanlæggene. Spændende og perspektivrige vinkler på halmens fremtidige anvendelse, som blev belyst på Danske Halmleverandørers temadag hos MI den 8. december 2022.
Temadagen gav også på indblik i nye planer om at anvende yderligere cirka en million tons halm til biogas, brændstof og byggematerialer samt opførelse af 5-10 nye halmkedler til fjernvarme.
Den helt store fordel ved at anvende halm til biomasse er, at den er en stabil energikilde, som også er til stede, når det ikke blæser, og solen ikke skinner.
I øjeblikket er vi meget optaget af, hvordan halmen anvendes klogest. Skal den i jorden som halm eller pyrolysekul, skal den i biogasanlæg, kraft-varmeanlæg, eller er den bedst anvendt som byggematerialer?
Den helt store udfordring bliver at skaffe halm nok til de mange mulige anvendelser. Det bliver afgørende at værdifastsætte halmen rigtigt med indregning af CO2-gevinsten. Det kræver effektiv organisering af både halmproducenter og -leverandører, så alle led i værdikæden får et tilstrækkeligt forretningsgrundlag til at indgå i et eller flere led i værdikæden.
Som producent af halm er man typisk første led, men kan som leverandør også udgøre næste led i værdikæden. De nye muligheder for at bruge halm til biogas og fremstilling af brændstof fra halmpiller og briketter skaber flere led i kæden. Skal halmbiomassen leveres til nye virksomheder, som foretager brikettering? Skal en leverandørforening eller et andelsselskab gå ind i dette værdikædeled? Det vil blive drøftet intenst i det nye år.
Bestyrelse og forretningsudvalg har i 2022 arbejdet intensivt på at forberede halmens nye roller gennem en ny organisering, som skal samle alle interessenter i en ny, slagkraftig forening, Dansk Halm, der med flere medlemmer og en større økonomi er bedre rustet til at varetage halmens interesser.
Den nye forening "rulles ud" i løbet af 2023, hvor bestyrelsen vil gøre en indsats for både at fastholde opbakningen fra de nuværende medlemmer og vise aktører fra flere led i værdikæden, herunder leverandører af udstyr og aftagere af halm, hvilke perspektiver der kan være i at fremstå som en samlet organisation.
Foreningen står overfor store udfordringer. Halmen skal værdisættes rigtigt og anvendes på den mest optimale måde af hensyn til miljø, klima og samfundets ressourcer. Derfor skal forskerne på banen og dokumentere både økonomi og klimagevinster ved de forskellige muligheder for brug af halm. Vores forventning til 2023 er, at vi i Dansk Halm får viden og værktøjer til at værdiansætte halmen og dens CO2-værdi til gavn for alle halmbiomasseaktører.