Lyt til artiklen:

Bankrådgivere undervist i brugen af digitalt klimaværktøj

00:00
Hastighed: ???x
04:25

Flere og flere landbrugsrådgivere i bank-sektoren får et fagligt løft gennem efteruddannelse på ESG-området, og det styrker grundlaget for et godt samarbejde med de danske landmænd. Senest har 45 medarbejdere fra Jyske Bank gennemført et ESG-forløb med fokus på klima, tilrettelagt af Seges Innovation

Ny viden, praktisk erfaring - og blod på tanden. Det er essensen af, hvad Jyske Banks 45 erhvervspartnere og -rådgivere inden for landbrug tager med sig fra det ESG-uddannelsesforløb, de for nylig har færdiggjort, skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uddannelsen er udviklet af Seges Innovation og tilpasset i samarbejde med Jyske Bank til netop deres ønsker og behov.

- Det har været et meget professionelt afholdt forløb med indhold på et højt fagligt niveau. Underviserne har formået at gøre de teoretiske begreber jordnære og givet alle deltagerne et løft - uanset hvilket videns- og erfaringsgrundlag de gik ind til uddannelsen med, siger Katrine Ziska, som er ansvarlig for Jyske Banks kompetenceudvikling indenfor bæredygtighed for erhverv.

Brugbare kompetencer

Forløbet har været tilrettelagt med mange digitale elementer. For eksempel videomateriale, korte webinarer og digital live-undervisning, som har givet Jyske Banks medarbejdere den fleksibilitet, der kan være behov for i en travl hverdag.

En enkelt dag har de mødtes fysisk, hvor de via en case-opgave fik lejlighed til at træne deres forståelse af, hvordan man beregner klimaaftrykket for en landbrugsbedrift, men også hvordan man analyserer mulighederne og udfordringerne i processen med at reducere klimaaftrykket.

Rammen omkring undervisningen var Seges Innovations klimaværktøj ESGreenTool.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kåre Busk Pedersen, erhvervspartner i Jyske Bank, deltog i forløbet og oplevede, at han kunne bruge sine nye kompetencer straks efter kurset.

- Den nye faglige viden, jeg fik på ESG-forløbet, om blandt andet miljøbelastning og virkemidler har uden tvivl styrket mine muligheder for at åbne en konstruktiv dialog med mine landbrugskunder, fortæller Kåre Busk Pedersen.

- Som medarbejder i Jyske Bank har jeg et stigende ansvar for at kunne beskrive og indhente dokumentation for mine landbrugskunders indsatser på klima-/bæredygtighedsområdet. Derfor er det vigtigt for mig at have adgang til et godt rapporteringsværktøj med relevante data, fortsætter Kåre Busk Pedersen og uddyber:

- Jeg møder tit den holdning hos mine kunder, at ESG-dagsordenen er svær at forholde sig til, og det kan jeg virkelig godt forstå. Men ved at bruge ESGreenTool, bliver det hele lidt mere håndgribeligt, fordi man selv kan prøve at skrue op og ned på forskellige virkemidler og scenarier. På den måde er landmanden bedre rustet til at træffe konkrete beslutninger for sin virksomhed, siger han.

Aktive medspillere

- Det er ingen hemmelighed, at Jyske Bank ser store muligheder i den udvikling, hele ESG-dagsordenen kan føre med sig, siger Michael Haahr Andersen, markedsdirektør i Jyske Bank.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi uddanner vores erhvervspartnere inden for ESG, så de bedre kan tage initiativ over for kunderne og være aktive medspillere i videreudviklingen af det bæredygtige mindset i landbruget, siger han.

Og hans kollega Katrine Ziska supplerer:

- I Jyske Bank handler vi ud fra strategien "alle fremskridt tæller". Derfor er det vigtigt for os at kunne sparre med vores kunder om, hvordan de kan påbegynde eller forbedre deres bæredygtighedsindsatser. Den solide faglige forståelse for klima og bæredygtighed, som vores erhvervspartnere og -rådgivere har fået gennem dette forløb, er en forudsætning for den værdiskabende dialog med landbrugskunderne.

Hans Roust Thysen, klimachef i Seges Innovation, har været en af de bærende kræfter i undervisningen på uddannelsen, og han er glad for at se, hvordan Jyske Bank har prioriteret den målrettede videreuddannelse af deres erhvervspartnere inden for landbrug.

- Det betyder, at de danske landbrugsvirksomheder i højere grad vil blive mødt af bankrådgivere, der kan indgå i en kvalificeret dialog og et styrket samarbejde på ESG-området. Det har været en fornøjelse at mærke den store faglige videbegærlighed fra kursisternes side," siger Hans Roust Thysen og afslutter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever en stigende interesse fra flere organisationer, der ønsker at køre lignende forløb - i en form, der er tilpasset netop deres behov og med det formål at styrke deres rådgiveres grundlag. Det er meget positivt at se.