Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Bæredygtigt Landbrugs ESG-projekt er kommet godt fra start
Tidligere på året meddelte Bæredygtigt Landbrug, at man ville hjælpe medlemmerne med en simpel ESG-skabelon. Til formålet blev den tidligere Agri Nord-direktør Kim Koch ansat i en projektstilling, som skulle få skabelonen kyndigt i hus.
Projektet lagde fra land 1. december, og det har været en flyvende start, fortæller Jørgen Evald Jensen.
- Det går skidegodt. Kim er jo ikke en, der skal starte med at sætte sig ind i tingene. Så vi følger den plan der er lagt, og der er helt sikkert at vi kommer ud med et produkt indenfor de rammer vi har regnet med, siger han.
Fokus på alle tre bogstaver
Han fortæller at mange har lyst til at samarbejde og komme med indspil til arbejdet. Og han håber at det bliver en skabelon, som landmænd enten bare kan bruge, eller selv udbygge med deres rådgivere.
Samtidig mener Bæredygtigt Landbrug, at for mange ting i eksisterende ESG-udspil ikke var balancerede.
- Der er ingen tvivl om, at de internationale penge vil begynde at se på, hvordan landbrugene opfylder de krav. Og det er jo en balanceret afrapportering på både E S og G, og ikke kun en del af E´et, som man ellers har lagt op til udelukkende at kigge på, siger Jørgen Evald Jensen.
ESG står som bekendt for Enviroment, Social og Governance, og Bæredygtigt Landbrug vil søge at vægte alle tre bogstaver i skabelonen.
- Man kan skrive meget ind, og vi vil sikre at der også er en beskrivelse af dit optag af CO2. Lidt som Arlas livscyklus-analyse på deres produkter. Det synes jeg er relevant, siger den faglige direktør.
Lavthængende frugter
Efter planen, som altså ser ud til at holde, så skal skabelonen være klar efter fire måneders arbejde. Og håbet er også, at den kan opklare noget forvirring, fortæller Jørgen Evald Jensen.
- Stopper du en politiker på vej ud fra Christiansborg, så kan han næppe svare på hvad forskellen er på territorialmodellen og livscyklusmodellen i forhold til klimabelastning. Der er meget der forvirrer, og det vil vi prøve at bidrage til med faglig viden. Det kan jo ikke nytte at vi alle får lavet metoder, som gør os til klimadukse jo mere vi lægger os på sofaen. Det redder vi ikke klimaet ved, og det er vi nødt til at forstå, siger han.
Derfor er håbet, at den nye skabelon kan være med til at synliggøre de lavthængende frugter for landmanden. Frugter som, hvis de plukkes, kan hjælpe både i klimaregnskabet og det økonomiske regnskab.