Lyt til artiklen:

L&F og vandværker i fælles opfordring: Forlæng kommunal indsats om BNBO

00:00
Hastighed: ???x
01:34

Den lokale indsats omkring sprøjtefri BNBO'er bør forlænges, og kommunerne bør forpligtes til at beskytte de relevante arealer gennem aftaler eller udstedt påbud.

Det er budskabet i en fælles opfordring fra Landbrug & Fødevarer, DANVA og Danske Vandværker til folketingets partier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den kommunale indsats står til at ophøre med udgangen af 2022, men både vandværker og landbrug ønsker altså indsatsen forlænget med skærpede krav til den kommunerne. For det er her årsagen skal findes til, at der ikke har været den forventede fremgang i arbejdet.

Anders Panum Jensen, miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, siger om opfordringen:

- Den nyeste opgørelse viser, at færre end hver tredje landmand er blevet kontaktet med et tilbud. Det var ellers kredsen bag den politiske aftales ambition, at alle landmænd skulle tilbydes en aftale inden udgangen af året. Det er voldsomt skuffende, at kommunerne ikke har løst opgaven.

Dermed er en helt afgørende forudsætning i BNBO-aftalen fra 2019 bristet.

- Den politiske konklusion bør være at forlænge den lokale proces, men nu med skærpede krav til kommunerne om at sikre hurtigere fremdrift. Lokale indsatser i form af aftaler og påbud giver langt bedre resultater for både landbrug og vandværker, end et nationalt forbud. Det er vi helt enige med vandværkerne om, siger Anders Panum Jensen.